Mindst ni nye bøger af Klaus Rifbjerg er på vej
Rifbjerg efterlod sig ikke færre end ni færdige bogmanuskripter ved sin død, og planen er at udgive dem alle.


Forfatteren Klaus Rifbjergs skrivetempo er legendarisk. Han var så produktiv, at han ved sin død i april efterlod sig hele ni færdige bogmanuskripter. Syv på forlaget Gyldendal og to på Tiderne Skifter, skriver Politiken onsdag.

- At skrive var det, han selv kaldte sit eksistentielle åndedrag, og eftersom han skrev hver eneste dag, kunne det jo blive til noget, siger Birthe Melgård, forfatterens faste redaktør på Gyldendal, til Politiken.

De syv værker i pengeskabet på Gyldendal er både digtsamlinger og novellesamlinger plus en enkelt roman, og det er ikke et spørgsmål om, hvorvidt bøgerne skal udkomme.

Det er kun et spørgsmål om, hvor hurtigt de skal komme efter hinanden. Den første Gyldendal-bog bliver digtsamlingen "Stemmerne", der udkommer 8. februar.

Forlagets plan er at udgive to bøger om året fra nu, men den næste udgivelse kommer faktisk på forlaget Tiderne Skifter allerede i næste måned: Erindringsbogen "Til rette vedkommende", som ifølge forlægger Claus Clausen formentlig er Klaus Rifbjergs senest skrevne bog.

Tiderne Skifter har i en årrække udgivet alle forfatterens ikke-skønlitterære bøger. Også her har han været så produktiv, at et færdigt manuskript til en børnebog år efter år er blevet skubbet til side, fordi forfatteren hellere ville have en anden bog ud først.

Interessen for en ny bog af Rifbjerg er ikke på højde med det, den var i 1960'erne, men Claus Clausen regner alligevel med et førsteoplag på 3000 af den kommende erindringsbog.

Klaus Rifbjerg døde 4. april i år, 83 år gammel.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.