Ni mennesker er døde, efter at en brand har raseret en lagerbygning i den amerikanske by Oakland i Californien.
Mindst 25 mennesker er savnet.
Der blev holdt fest i bygningen, da branden begyndte fredag klokken 23.30 lokal tid. Branden er slukket nu.
Teresa Deloach-Reed, leder af brandvæsnet på stedet, oplyser, at situationen ikke er helt klar. Hun håber, at tallet af savnede er lavere.
- Vi håber, at tallet ni er det antal dødsofre, der er, og så ikke flere, siger hun ifølge nyhedsbureauet Reuters og tilføjer, at nogle af de savnede kan være blandt de ni.
Videre siger hun, at savnede måske af egen drift har henvendt sig på hospitaler eller andre steder.
Tilsyneladende boede der også folk i bygningen. I hvert fald siger brandchefen, at det ikke er klart, hvor mange deltagere festen havde, og hvor mange beboere der var.
Tv-stationen KTVU citerer dog brandfolk for at sige, at der var omkring 50 i bygningen i alt.
De fleste af de ni ofre er fundet på den øverste af bygningens to etager.
Da brandfolkene ankom, forsøgte de at trænge ind i bygningen, men det var svært.
Det tog fire timer at få branden under kontrol.
Teresa Deloach-Reed oplyser, at brandfolk ikke har fundet spor af, at brandalarmerne var i gang. Lagerbygningen var ikke udstyret med noget sprinkleranlæg.
Taget brød sammen, og det har besværliggjort arbejdet med at lede efter savnede.
Brandfolk har dog fundet en hjemmelavet nødtrappe fra den øverste etage.
Lagerbygningen bruges ifølge den lokale tv-station af kunstnere og musikere. Den ligger i et kvarter, hvor indbyggerne overvejende er latinoer.
Branden begyndte under en fest for elektronisk musik. På begivenhedens side på Facebook har pårørende søgt information om venner, familiemedlemmer eller bekendte til festen.
En bruger har slået en liste op over personer, der angiveligt er bragt til behandling på hospitalet. Andre brugere hjælper hinanden med at lokalisere personer, der ikke har været til festen, eller som er uskadte.
Årsagen til branden kendes ikke.
/ritzau/