Mindst fem er døde i nyt ebola-udbrud i Guinea
Det vestafrikanske land Liberia har valgt at lukke sin grænse til Guinea efter nye tilfælde af ebola.
En sundhedsarbejder tjekker temperaturen hos folk for at se, om de er ramt af ebola. Billedet er et hospital i Guineas hovedstad, Conakry.
En sundhedsarbejder tjekker temperaturen hos folk for at se, om de er ramt af ebola. Billedet er et hospital i Guineas hovedstad, Conakry. Foto: Youssouf Bah/AP


Mindst fem mennesker er døde i et nyt ebola-udbrud i den vestafrikanske stat Guinea, oplyser landets sundhedsmyndigheder.

De fem er døde siden december, hvor landet blev erklæret fri for den stærkt livstruende sygdom.

De to seneste ofre er kommet til inden for de seneste dage.

- Siden sygdommens genopblussen har vi registreret fem døde - tre af dem sandsynlige og to bekræftet, siger en talsmand for regeringens enhed til bekæmpelse af ebola.

Ifølge talsmanden kan de fem ofre have været i kontakt med 961 mennesker, som potentielt kunne være smittet.

Nabolandet Liberia, der tidligere har været ramt af ebola-epidemien, og som i januar blev erklæret fri for sygdommen, valgte tirsdag at lukke sin grænse til Guinea.

- Vi har beordret grænsen til Guinea lukket med øjeblikkelig virkning. Grænsen vil forblive lukket, indtil situationen i Guinea bliver bedre, siger informationsminister Lenn Eugene Nagbe.

Ebola, der i sidste fase kan føre til indre blødninger og død, har siden 2013 kostet 11.300 mennesker livet i de to lande plus Sierra Leone, og det fik dengang FN til at slå alarm.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.