Mindst 68 mister livet i kampe i Yemen trods våbenhvile
En våbenhvile trådte i kraft tirsdag, men slår allerede sprækker efter flere kampe i løbet af ugen.
Næsten 6000 er blevet dræbt i krigen mellem den arabisk-ledede koalition og den iransk-allierede Houthi-gruppe i Yemen.
Næsten 6000 er blevet dræbt i krigen mellem den arabisk-ledede koalition og den iransk-allierede Houthi-gruppe i Yemen. Foto: Hani Mohammed/AP


Mindst 68 krigere er lørdag blevet dræbt i kampe mellem oprørere og styrker, som er loyale over for Yemens regering.

Ifølge militærkilder er 28 soldater en del af dødstallet.

Kilder fra Houthi-oprørerne siger, at bevægelsen mistede mindst 40 i hårde kampe tæt på den nordvestlige by Haradh, som blev løbet over ende af regeringsstyrker torsdag.

Omkring 50 houthier og 40 regeringsstyrker blev såret i kampene, lyder det fra kilder.

Tirsdag trådte en våbenhvile ellers i kraft efter den ni måneder lange konflikt i Yemen.

Siden har flere mistet livet i angreb.

Kampene blev intensiveret, da regeringsstyrker lørdag rykkede mod havnebyen Midi i den nordvestlige del af landet. Oprørene bragte forstærkninger til ifølge lokale stammekilder.

De stridende parter i Yemen blev onsdag enige om at udveksle hundredvis af fanger i henhold til de forhandlinger, som FN har stået for.

Forhandlingerne er foregået i Schweiz.

Næsten 6000 mennesker er blevet dræbt i krigen mellem den arabisk-ledede koalition og den iransk-allierede Houthi-gruppe.

FN's særlige udsending i Yemen har indtrængende opfordret begge sider til at respektere våbenhvilen.

Våbenhvilen skulle vare i syv dage og begyndte 15. december.

Yemens regering er tidligere gået med til at forhandle med oprørerne i Houthi-bevægelsen under overværelse af FN med fokus på at slutte konflikten, som brød ud i starten af året.

Forhandlingerne er dog flere gange brudt sammen, ligesom våbenhvileaftaler også hurtigt er blevet brudt.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.