Mindst 62 kvæstede efter natligt jordskælv i Indonesien
Jordskælvet havde en styrke på 6,8, og der har siden været flere efterskælv.


Mindst 62 personer er blevet kvæstet, og 200 huse er beskadiget, efter at et jordskælv tidligt fredag har ramt Indonesien.

Skælvet havde en styrke på 6,8 og ramte ud for Indonesiens Vest-Papua-provins kort efter midnat lokal tid.

Rystelserne kunne tydeligt mærkes i byen Sorong, oplyser det indonesiske agentur for meteorologi, geofysik og klima.

- Vi er fortsat ved at indsamle information, og vi venter at antallet af sårede personer og skadede bygninger vil stige, siger Sutopo Nugroho, talsmand for Indonesiens katastrofehåndteringscenter.

Jordskælvet fik beboere til at løbe ud af deres hjem, og patienter på hospitaler er blevet bragt udenfor.

Der har siden været flere efterskælv, oplyser Sutopo Nugroho.

/ritzau/dpa

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.