Mindst 47 dræbt af bomber i Irak
Islamisk Stat står bag bilbombe, der mandag krævede et stort antal liv på en markedsplads i det østlige Irak.
Irakiske soldater i kamp mod Islamisk Stat i Anbar-provinsen. Selv om den militante gruppe er presset ud af en del byer i Irak, menes de stadig at stå bag mange blodige bombeangreb.
Irakiske soldater i kamp mod Islamisk Stat i Anbar-provinsen. Selv om den militante gruppe er presset ud af en del byer i Irak, menes de stadig at stå bag mange blodige bombeangreb. Foto: Polfoto/AP


Knap et halvt hundrede mennesker meldes dræbt og omkring 100 såret i to bombeangreb ved byen Baquba i det østlige Irak, siger irakiske læge- og sikkerhedskilder ifølge Reuters.

En bilbombe eksploderede på en markedsplads i Baquba. Mindst 40 mennesker mistede livet og 72 blev såret ved dette angreb, siger kilderne.

Ved en anden bombeeksplosion øst for Baquba meldes mindst syv mennesker dræbt og omkring 25 såret.

Islamisk Stat tager i en meddelelse skylden for bomben mod markedspladsen. Gruppen skriver, at målet for angrebet var de anderledes tænkende shiamuslimer.

Angrebet øst for Baquba har ingen endnu taget skylden for.

De blodige anslag understreger den fortsatte trussel fra Islamisk Stat - også efter, at Iraks hær sammen med paramilitære grupper har tvunget jihadisterne ud af flere byer i området.

I januar erklærede irakiske myndigheder at have sejret over Islamisk Stat i Diyala-provinsen, som grænser op til Iran. Men de militante har fortsat været aktive og har gennemført flere angreb i regionen.

Mandagens blodige angreb kommer mindre end en måned efter, at Islamisk Stat stod bag et bombeangreb i byen Khan Bani Saad, hvor mere end hundrede mennesker blev dræbt.

Regeringsvenlige styrker kæmper fortsat for at fravriste Islamisk Stat kontrollen med store områder, som den yderliggående bevægelse har indtaget i det nordlige og vestlige Irak.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.