Mindst 42 mennesker dræbt i busulykke i Brasilien
Dødstallet er steget, efter at en bus skred af en bjergvej i det sydlige Brasilien.


En bus styrtede lørdag ud over en bjergside i det sydlige Brasilien, oplyser landets myndigheder. Mindst 42 personer meldes dræbt.

Tidligere var det officielle dødstal på 32, men der er siden fundet flere lig i den slugt, bussen faldt ned i. Derudover er tre børn, der i første omgang overlevede ulykken, døde på hospitalet.

Det var været svært for redningsarbejdere at komme frem til og bjærge overlevende fra ulykken i Santa Catarina-regionen.

50 mennesker var om bord på bussen, da den skred 400 meter ned i en slugt med træer. Det skete om aftenen lokal tid, og mørket besværliggør redningsarbejdet yderligere.

Det menes, at chaufføren mistede kontrollen med bussen på en kurvet strækning, men årsagen til ulykken ligger ikke fast.

- Der er folk derude, på bjergsiden, i bussen fanget i køretøjets vrag. Men chancen for at finde flere i live er ret lille, sagde oberst Nelson Coelho i en skriftlig udtalelse tidligere natten til søndag.

Omkring 43.000 brasilianere bliver hvert år dræbt i trafikulykker.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.