Mindst 25 bombedræbt i moské i Yemens hovedstad
Bombeeksplosion i shiamuslimsk moské blev ledsaget af selvmordsangreb ved udgang. Snesevis blev såret.


Mindst 25 mennesker er blevet dræbt, og snesevis er blevet såret ved en bombeeksplosion i en shiamuslimsk moské i Yemens hovedstad, Sanaa, siger hospitalskilder i byen til AFP.

Eksplosionen skete ifølge øjenvidner i Balili-moskeen nær politiakademiet i Sanaa, som kontrolleres af de shiamuslimske houti-oprørere.

Bombeangrebet skete under bønnen i forbindelse med den muslimske helligdag Eid al-Adha, siger hospitalskilderne.

Personer, der overværede eksplosionerne, fortæller, at en første bombesprængning inde i moskeen blev fulgt op af en selvmordsbomber. Personen udløste et selvmordsbælte med sprængstoffer ved moskeens udgang, da desperate mennesker forsøgte at komme hurtigt ud.

Sanaa er blevet rystet af en række eksplosioner, siden sunnimuslimske jihadister fra Islamisk Stat i de seneste måneder har optrappet angreb mod shiamuslimer, som de anser for at være kættere.

Islamisk Stat siger, at den også har stået bag bombeangreb i moskeer i Kuwait og Saudi-Arabien.

Yemens shiamuslimske houti-oprørere, der støttes af Iran, har vundet kontrol over store områder i landet - blandt andet hovedstaden, som de indtog for et år siden.

Regeringsstyrkerne er loyale mod landets eksil-regering. De har i den senere tid vundet en del terræn tilbage, blandt andet den næststørste by, Aden, i det sydlige Yemen.

Regeringsstyrker støttes af en saudiarabisk-ledet koalition, der bomber houtioprørerne fra luften. Men de bliver beskyldes for også at ramme mange civile.

Islamisk Stat og bevægelsens rivaler i al-Qaeda i Yemen har udnyttet borgerkrigen til at øge deres aktiviteter og indflydelse i det forarmede og tilbagestående land.

Omkring 4400 mennesker er blevet dræbt under konflikten, som har medført en omfattende humanitær krise.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.