Mindst 11 af de dræbte i Bangkok var udlændinge
Det var hensigten at dræbe så mange som muligt. Bombe kan have været rettet mod kinesiske turister.


Antallet af dræbte ved en bombeeksplosion i Bangkok steg tirsdag til 20, mens antallet af sårede er på 123, rapporterer BBC.

Politiet i Bangkok siger, at mindst 11 af de dræbte er udlændinge fra Kina, Hongkong, Indonesien, Malaysia og Singapore.

- Bomben eksploderede inde i templet mellem klokken seks og syv, hvor der var fyldt med mennesker. Det var hensigten at dræbe så mange som muligt, siger politiets talsmand, Prawut Thavornsiri.

Mindst seks thailændere er dræbt, og en stor del af de sårede er også thailændere, men der er også mange kinesere blandt de dræbte og sårede.

I Bangkok fremsættes der spekulationer om, at bomben kan have været rettet mod specifikt kinesiske turister, da der især kom kinesere i templet.

En person, som mistænkes for at have anbragt bomben, er set på et overvågningskamera i det område, hvor eksplosionen skete.

Det er en mand, som bærer en mindre rygsæk, da han er på vej mod templet, og som ikke har denne på sig, da han senere forlader stedet.

Det er ikke entydigt, hvorvidt personen er fra Thailand eller fra udlandet, men det virker ifølge det thailandske politi ikke som en person, der er knyttet til den muslimske oprørsbevægelse i det sydlige Thailand.

- I dag er en mistænkt dukket op på et overvågningskamera. Vi leder efter denne mand, siger premierminister Prayuth Chan-ocha, som tilføjer, at den efterlyste person menes at tilhøre en "antiregerings-bevægelse med base i det nordøstlige Thailand".

Området er kendt for at være en højborg for den såkaldte rødskjorte-bevægelse, der står i opposition til militæret.

Det centrale Bangkok var tirsdag langt mere stille end normalt, og de gader, der lå tæt på eksplosionsstedet, var tomme.

- Byen er som i chok, siger udenlandske diplomater.

Thailands juntachef, Prayuth Chan-ocha, kalder bomben "det værste angreb nogensinde."

Bangkok har over et årti været præget af stærke spændinger og voldelige sammenstød mellem "Rødskjorterne", som er en græsrodsbevægelse i landets fattige områder - og "Gulskjorterne, som støtter middelklassen, kongehuset og den traditionelle elite.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.