Milwaukee stopper Golden State-stime ved 24 sejre
Efter 24 sejre i træk i NBA-ligaen måtte Golden State Warriors se sig slået af Milwaukee Bucks.
Golden State Warriors måtte efter 24 sejre i træk se sig slået i NBA-ligaen.
Golden State Warriors måtte efter 24 sejre i træk se sig slået i NBA-ligaen. Foto: Charles Krupa/AP


Så gik den ikke længere for basketballholdet Golden State Warriors. Efter en rekordstart på 24 sejre i træk i NBA-ligaen måtte holdet se sig slået tidligt søndag morgen dansk tid.

På udebane blev det til nederlag på 95-108 til Milwaukee Bucks.

Ingen klub har før vundet de første 24 kampe i en NBA-sæson, og Golden State var begyndt at drømme om at sætte flere rekorder.

Holdet kunne så småt skimte Los Angeles Lakers' rekord fra 1971-72 på 33 sejre i træk i løbet af en sæson, men Milwaukee Bucks slukkede drømmen.

Pudsigt nok var det også Bucks, der tilbage i 1972 gjorde en ende på Lakers' sejrsstime.

Allerede tidligt i kampen søndag tog Milwaukee styringen, og midtvejs førte holdet 59-48.

Golden State kom dog godt tilbage i tredje quarter, som blev vundet 29-21, men i det sidste quarter var Milwaukee igen bedst.

- Vi havde det ikke i os i aften. Det virkede som om, Bucks ville det lidt mere end os, og vi løb tør for energi, siger Golden States træner, Luke Walton.

- Selv når ens statistik lyder på 24 sejre og et nederlag, stinker det at tabe, tilføjer Walton.

Trods nederlaget er Golden State klart bedst i NBA-stillingen. San Antonio Spurs er næstbedst med 20 sejre og fem nederlag.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.