Guvernøren i den amerikanske delstat Wisconsin, Scott Walker, har aktiveret nationalgarden for at håndhæve lov og orden efter voldsomme uroligheder som følge af politiets skuddrab på en mand i den midtvestlige by Milwaukee.
Under urolighederne kastede demonstranter med sten og satte bygninger og biler i brand.
Politiet siger, at de forgæves forsøgte at opløse demonstrationen. Der blev blandt andet affyret skud op i luften. En politimand, der fik en sten i hovedet, er indlagt.
Volden kommer, efter at adskillige politifolk er blevet skudt og dræbt på grund af udbredt harme over, at en række sorte ubevæbnede mænd er blevet skudt af politiet.
Protesterne i Milwaukee blev udløst af en episode, hvor to politifolk stoppede en bil og de to mænd i den flygtede til fods.
- Politifolkene forfulgte de to mænd, hvoraf den ene havde en halvautomatisk pistol. En af politifolkene skød efter den bevæbnede mand, som døde på stedet, hedder det i en erklæring fra politiet i Milwaukee.
Den mand, der blev dræbt, var en 23-årig lokal indbygger, som havde en lang straffeattest. Han blev ramt af tre skud.
Den halvautomatiske pistol, som han var bevæbnet med, var blevet stjålet ved et tyveri i marts.
Borgmesteren i den amerikanske by, Tom Barrett, siger, at situationen kom ud af kontrol under protesterne.
Beskyldningerne om unødvendig brutalitet hos det amerikanske politi har ført til demonstrationer og uroligheder i en række amerikanske byer i den senere tid - blandt andet i Dallas og Baton Rouge.
I begge byer var det sorte som reagerede på, at unge sorte var blevet skudt og dræbt af politiet.
/ritzau/AFP