Millionunderskud i det danske kongehus
Dronningens fødselsdag og istandsættelse af bygninger har givet kongehuset et underskud på 4,2 millioner i 2015.
Dronning Margrethe kunne fejre sin 75-års fødselsdag i 2015, og det har været medvirkende til et underskud i regnskabet for sidste år.
Dronning Margrethe kunne fejre sin 75-års fødselsdag i 2015, og det har været medvirkende til et underskud i regnskabet for sidste år. Foto: Jens Dresling/POLFOTO


2015 var året, hvor dronning Margrethe kunne fejre sin 75-års fødselsdag. Og dagen blev ikke forbigået i stilhed, da den danske regent blev fejret på behørig vis med en række arrangementer.

Men et år med stor fødselsdagsfejring, istandsættelse af bygninger og indretning har givet det danske kongehus et betragteligt underskud på 4,2 millioner kroner i regnskabsåret 2015.

- I 2015 blev H.M. Dronningen 75 år, og fødselsdagen blev fejret ved flere forskellige arrangementer, hvilket ses i stigningen i de repræsentative omkostninger. Endvidere har der været afholdt en del omkostninger til bygningsistandsættelse og indretning, lyder forklaringen i kongehusets årsrapport.

Samlet modtog dronningen, prinsgemalen og prinsesse Benedikte 78,4 millioner kroner fra staten i 2015, og dertil kunne lægges 2,5 millioner kroner i andre indtægter. Da alle udgifter var betalt, var der dog et betydeligt minus på bundlinjen. De røde tal dækkes dog af egenkapitalen.

- Samlet set har det betydet et underskud på 4,2 mio. kr., som det fremgår af resultatopgørelsen. Resultatet overføres til egenkapitalen, der pr. 31.12.2015 udgør 16,2 mio. kr. Egenkapitalen, der er et resultat af tidligere års opsparet overskud, muliggør inddækning af omkostninger, som overstiger indtægterne i et givent regnskabsår, skriver kongehuset i rapporten.

Ud over fødselsdagsfejringen er det som nævnt også istandsættelse, der har kostet kroner på kistebunden. Det gælder blandt andet Gardestalden bag Det Gule Palæ, som er blevet renoveret og moderniseret.

Også riddersalen i Christian IX's Palæ har fået en overhaling. Her er der nemlig blevet foretaget en gennemgribende renovering, oplyser kongehuset i årsrapporten.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.