Millionunderskud: Caroline vil kæmpe for sit slot
Valdemar Slot på Sydfyn er en underskudsforretning i millionklassen. Men Caroline Fleming har drømme om fremtiden og håb for sine børns børn.
Caroline Flemings familie har ejet Valdemar Slot i 11 generationer. Og det skal gerne blive i familien, håber hun.
Caroline Flemings familie har ejet Valdemar Slot i 11 generationer. Og det skal gerne blive i familien, håber hun. Foto: Martin Sylvest/Scanpix/arkiv


I tv-programmet "En stor dag på godset", som blev sendt mandag aften på TV 2, fortæller den tidligere baronesse og nuværende model og tv-kendis Caroline Fleming om sin kamp med, at få styr på økonomien på Valdemars Slot på Tåsinge i det Sydfynske Øhav.

Det er ikke nogen hemmelighed, at slottet i de senere år har givet stort underskud, men Caroline Fleming tager kampen op:

- Jeg vil gøre alt, hvad jeg kan for, at mine børns børnebørn også kan stå her. Jeg vil gøre, hvad jeg kan, men det er en meget stejl bakke at klatre, siger Caroline Fleming i programmet.

Minus 15 millioner på fire år

I efteråret 2015 kunne Ekstra Bladet berette om regnskaber, som i de seneste fire år har givet et underskud på 15.692.413 kroner.

Det giver søvnløse nætter for både Caroline Fleming og hendes far lensbaron Niels Krabbe Iuel-Brockdorff. Han købte slottet tilbage fra sin datter i 2011, men Caroline Fleming er fortsat en del af den daglige drift.

Hun forsøger at tænke anderledes og har i længere tid gået med en idé om at tappe en kilde, der ligger på jorden og lave "Valdemars Slot vand". 

- Det ville være en total drøm at putte det på flaske. Det gælder om at brande VS (Valdemars Slot, red.), siger Caroline Fleming, som også ser muligheder i slottets æbletræer.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.