Milliontilskud til at genoprette sjældne danske naturområder
Truede, danske naturfænomener får tilskud på 88 millioner. Pengene skal bruges til at sikre områdernes fremtid
Holmegaard Mose er Sjællands største højmose, og hjemsted for mange sjældne arter af dyr og planter. For at undgå at den sjældne natur går tabt, har EU-Kommissionen og Miljø - og Fødevareministeriet valgt at donere 88 millioner til at fremme højmoser og rigkær landet over.
Holmegaard Mose er Sjællands største højmose, og hjemsted for mange sjældne arter af dyr og planter. For at undgå at den sjældne natur går tabt, har EU-Kommissionen og Miljø - og Fødevareministeriet valgt at donere 88 millioner til at fremme højmoser og rigkær landet over. Foto: Miljø - og Fødevareministeriet/free


To sjældne danske naturtyper får nu 88 millioner i tilskud fra EU-Kommissionen og Miljø - og Fødevareministeriet.

Pengene skal gå til de danske højmoser og rigkær, der er i drastisk tilbagegang. Midlerne skal derfor bremse tilbagegangen for otte højmoser og rigkær, og sikre at det sjældne plante - og dyreliv overlever.

Miljø - og Fødevareminister Eva Kjer Hansen fortæller, at det er vigtigt at give den truede natur en hjælpende hånd.

- Den våde og næringsfattige jord danner en mosaik af planter, som man kun kan opleve få steder i Danmark,

- Dem skal vi værne om, og nu vi får sat skub i genopretningen af højmoser og rigkær, så noget af vores mest sjældne natur får en hjælpende hånd, siger Eva Kjer Hansen i en pressemeddelelse.

Højmoser og rigkær er to forskellige variationer af våde naturområder, og er derfor hjem for mange forskellige arter af dyr og planter.

Tønder og Thisted kommuner har ansøgt om pengene og er projektledere, men de konkrete projekter bliver gennemført i hele landet. I Tønder Kommune bliver der genskabt to højmoser henholdsvis Kongens Mose, som ligger ved Løgum Kloster, og Hønning mose, som ligger i den nordlige del af kommunen.

Ud over i Thisted og Tønder bliver der genskabt højmose i blandt andet Jammerbugt, Mariagerfjord og Rebild kommuner og rigkær i blandt andet i Faxe, Furesø og Struer kommuner.

- Vil skal bremse tilbagegangen af arter i Danmark. Regeringen er på vej med en naturpakke, der skal give mere skov. Det er dejligt, at kommunerne også er interesserede i at gennemføre projekter, der skal give naturen et løft, siger Eva Kjer Hansen

Ud af de 88 millioner kommer de 35,3 fra Miljø - og Fødevareministeriet og den statslige pulje for grøn vækst. De resterende 52,8 millioner er en donation fra EU's naturprojekt Life.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.