Det er en af de store dage for SAS, hvor mange forretningsrejsende skal med fly. Men mindst 50 SAS-flyvninger er aflyst, for de kabineansatte trodser fortsat Arbejdsrettens ord og strejker.
Ifølge redaktør for branchesitet Check In, Andreas Krog er det en meget frustrerende og usædvanlig situation for SAS, der har truet medarbejdere, som ikke i dag genoptager arbejdet, med at de er fritstillet.
- Det betyder tab af adskillige millioner - måske op mod 100 millioner kroner bare hen over weekenden. Det er både mistet indtjening, men der er også udgifter til ombooking og flyvninger med andre selskaber. Derfor har SAS været nødt til at trække det her kort, siger Andreas Krog, der peger på, at konflikten bunder i et årelagt dårligt forhold mellem fagforeningen CAU og SAS.
Kan hente personale fra Asien
Medarbejderne har oplevet flere hårde sparerunder de seneste år, og nu vil man altså flytte 147 kabineansatte over i selskabet Cimber, hvor løn- og arbejdsvilkår, er ringere end i SAS.
Eksempelvis stiger lønnen for kabineansatte i det nyindkøbte selskab ikke så meget som i SAS - selvom startlønnen er højere. De ansatte har mindre ferie, og skal også stå til rådighed i flere timer om ugen end de skal hos SAS.
Så selvom medarbejderne har fået tilbud om, at kunne fortsætte på SAS-vilkår i en periode, så nægter de at acceptere fremtidsscenariet.
- Det er det her, vi også ser i Norwegian lige nu og i Ryanair. Det er endnu et eksempel på, at hele luftfartsbranchen er under pres. Det er en global industri. Alle fra hele verden kan arbejde på sådan et boeing-fly, så man kan hente personale ind fra Sydeuropa og fra Asien for den sags skyld. Det er en branche, der er under kolossalt pres, siger Andreas Krog.
Is i maven
Strejken har varet i over tre døgn nu, og medarbejderne har trodset Arbejdsrettens ord om, at de skal genoptage arbejdet. Det tyder på, at de er villige til at gå meget langt og måske endda er klar til at miste deres job.
- Det virker som om, de har is i maven. Kabinepersonalet i SAS går ellers højt op i service. Men det er tydeligt, at de nu har fået nok. Nu siger man fra, siger Andreas Krog.
Medarbejderne mødes lige nu med de faglige repræsentanter i CAU. For hver time medarbejderne ikke møder op på arbejde, får de en bøde på 45 kroner.
Af SAS er det strejkende kabinepersonale blevet bedt om - inden klokken 12 - at melde tilbage, hvorvidt de går i arbejde. Hvis ikke kan de betragte sig selv som fritstillet.