Over halvdelen af alle hospitaler og klinikker i det krigshærgede Yemen er enten lukket eller fungerer kun delvist.
Kun 45 procent af de mere end 3500 sundhedsfaciliteter, som Verdenssundhedsorganisationen WHO har registreret, er fuldt fungerende og tilgængelige, viser en opgørelse fra WHO.
- Denne kritiske mangel på sundhedsydelser betyder, at flere mennesker er afskåret fra adgang til livreddende hjælp, siger WHO i en meddelelse.
Den manglende adgang til hospitaler og klinikker øger samtidig faren for, at sygdomme som kolera, mæslinger og malaria breder sig.
I godt fire ud af ti (42 procent) af de distrikter, som WHO har set nærmere på, er der kun en eller to læger. I næsten hvert femte distrikt er der slet ingen læger.
Den 20 måneder lange konflikt mellem den iranskstøttede Houthi-milits og en saudiskledet koalition, der støtter regeringsstyrkerne, har nu kostet over 7000 mennesker livet og såret næsten 37.000, oplyser WHO ifølge nyhedsbureauet AFP.
Yderligere 21 millioner mennesker i det fattige land har brug for sundhedsydelser, advarer WHO.
- Folk dør, infrastrukturen falder fra hinanden, og økonomien er på afgrundens rand, siger FN-udsending Ismail Ould Cheikh Ahmed mandag ifølge AFP.
FN's børnefond, Unicef, siger, at 7,4 millioner børn er blandt de mange, der har brug for lægehjælp som følge af den humanitære katastrofe i landet.
Omkring 370.000 børn menes at være i risiko for akut og alvorlig underernæring.
/ritzau/Reuters