Søndag kan det meget vel være slut for sekretariatsleder Kurt Hansen i den kraftigt kritiserede forening "Familier Med Kræftramte Børn" (FMKB).
Her vil tre medlemmer af foreningen stille en række kritiske forslag. Blandt andet vil de have Kurt Hansen fyret.
Det skriver TV 2 Midtvest.
Mikael Houe, far til en kræftramt dreng, undrer sig over, at et tocifret millionbeløb er forsvundet.
- I 2013 og 2014 blev der tilsammen indsamlet 68 millioner kroner, og i revisionsprotokollen, som bestyrelsen har fået, kan man så se, at overskuddet hvert år er på cirka 11 millioner. Så det er 46 millioner, der bare er væk, siger Mikael Houe til TV Midtvest.
I øjeblikket efterforsker Midt & Vestjyllands Politi FMKB, der har adresse i Ans, for mistanke om blandt andet bedrageri og underslæb.
Desuden blev foreningen, som er landets største børnekræftforening, ekskluderet fra indsamlingsforeningernes etiske brancheforening, ISOBRO, i januar. FMKB blev ifølge TV Midtvest smidt ud for groft illoyal indsamlingsskik.
De tre medlemmer kræver desuden, at FMKB sælger foreningens hovedsæde i Ans.
- Den liebhaverejendom, man har købt for 14,5 millioner kroner. Det er en ejendom, som jo ligger fantastisk, fantastisk smukt, men som også - som det er nu - har status af privat bolig, og det vil sige, den kan ikke bruges til foreningens formål, siger Kristine Mondorf, som mener, at Kurt Hansen er en belastning for foreningen.
Tv-stationen ville gerne have spurgt Kurt Hansen om, hvordan han forholder sig til kritikken, men hverken Kurt Hansen eller foreningens bestyrelsesformand Peer Rasmussen ønsker at stille op til interview.