Millioner af russere deltog i årsdag for krigssejr
I anledning af 70-året for Sovjetunionens sejr over Tyskland i Anden Verdenskrig deltog millioner i parade.
Over 12 millioner mennesker har ifølge det russiske indenrigsministerium deltaget i festligheder, som skal markere 70-året for Sovjetunionens sejr over Nazityskland. (Host photo agency/RIA Novosti Pool Photo via AP)
Over 12 millioner mennesker har ifølge det russiske indenrigsministerium deltaget i festligheder, som skal markere 70-året for Sovjetunionens sejr over Nazityskland. (Host photo agency/RIA Novosti Pool Photo via AP) Foto: Tim Ireland/AP


Over 12 millioner mennesker fordelt over hele landet deltog lørdag i fejringen af 70-året for Ruslands sejr over Nazityskland.

Det oplyser talsmand for det russiske indenrigsministerium Jelena Aleksejeva til det russiske nyhedsbureau Tass.

- Frem til klokken 20 Moskva-tid (22 dansk tid, red.) har over 12 millioner deltaget i de festlige begivenheder, som er dedikeret til 70-året for Sovjetunionens sejr over Nazityskland i Den Store Fædrelandskrig, siger hun.

Navnet blev dengang lanceret af den sovjetiske diktator Josef Stalin.

For at markere dagen er der lørdag holdt en stor militærparade på Den Røde Plads i Moskva, hvor også kinesiske soldater marcherede.

Omkring 16.000 soldater deltog.

USA, Storbritannien og Frankrig, der var Ruslands vigtigste allierede under Anden Verdenskrig, havde sammen med andre vestlige lande besluttet at boykotte markeringen på grund af Ruslands annektering af Krim og indblanding i konflikten i det østlige Ukraine.

Den tjekkiske præsident, Milos Zeman, var den eneste af EU's 28 stats- og regeringschefer, som mødtes med præsident Vladimir Putin på tomandshånd.

- Hr. Præsident. Du ved, at det ikke var os, der satte gang i det kølige forhold til Europa, sagde Putin til Zeman.

- Men jeg håber, at det takket være politikere som dig vil være muligt at genoprette relationerne - ikke bare til hvad de tidligere har været - men at de vil komme endnu videre, sagde han ifølge Reuters.

Vladimir Putin blev lørdag holdt med selskab af lederne fra blandt andet Kina, Cuba og Venezuela.

/ritzau/Tass

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.