Milliarderne vælter ind i stærkere strøm for Google
Google fortsætter sin økonomiske himmelflugt. Moderselskabets omsætning steg med en femtedel i andet kvartal.
Google oplever fortsat massiv fremgang.
Google oplever fortsat massiv fremgang. Foto: Www.colourbox.com/Free


Det går absolut strygende for verdens største søgemaskine, der nu også består af en hel verden af tjenester på nettet, Google. Det viser moderselskabet Alphabets regnskab for andet kvartal.

Omsætningen i Alphabet, hvor langt størstedelen kommer fra Google, steg med 21 procent til 21,5 milliarder dollar eller 144 milliarder kroner i de tre måneder, der sluttede med juni. Samtidig steg nettoresultatet med en milliard dollar til 4,9 milliarder.

- Vores fantastiske resultater for andet kvartal reflekterer de succesfulde investeringer, vi har lavet gennem mange år i hurtigt voksende områder som mobiltelefoner og video.

- Vi fortsætter med at investere ansvarligt for at støtte op om vores mange attraktive forretningsmuligheder, skriver finansdirektør Ruth Porat i regnskabet.

Kerneforretningen Google omsatte for 21,3 milliarder dollar i kvartalet, mens den del af forretningen, der prøver en stribe af nye ting af, kaldet "Other bets", omsatte for 185 millioner dollar.

Google gav et driftsresultat på 7 milliarder dollar, mens Other Bets tabte 859 millioner dollar.

Reklameindtægterne steg med 19 procent til 19,1 milliarder dollar i kvartalet. Det var et resultat af, at antallet af klik, der skabte omsætning for Google, steg med 29 procent år til år.

Google blev startet i 1996 af to universitetsstuderende i USA, der udviklede en måde at søge på internettet på.

Siden da blev Google først verdens mest brugte søgemaskine og udviklede en stribe meget populære tjenester som Gmail og Google Maps.

I takt med at smartphones siden 2007 er blevet hverdagseje, har Google taget sin store bid med styresystemet Android. Derudover ejer Google blandt andet Youtube.

I 2015 blev Google lavet om til Alphabet, der nu ejer Google men også en stribe mindre, mere eksperimenterende selskaber. Det skete for at fokusere Google.

Alphabet har ifølge Bloomberg en markedsværdi på 518 milliarder dollar.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.