Milliarderne fra registreringsafgiften bremser elbiler
Der skal langt mere strøm på salget af elbiler, mener Dansk Energi, der er bekymret over regeringens afgifter
Uden et solidt og voksende marked for elbiler så forsvinder interessen også for at udvikle det nødvendige landsdækkende system af laderstationer, siger Dansk Energi.(Arkivfoto)
Uden et solidt og voksende marked for elbiler så forsvinder interessen også for at udvikle det nødvendige landsdækkende system af laderstationer, siger Dansk Energi.(Arkivfoto) Foto: Ehrbahn Jacob/Polfoto


Danmarks mål om at blive klimavenlig og fri for fossile brændsler er en illusion uden elbiler, ifølge adm. direktør Lars Aagard fra brancheorganisationen Dansk Energi.

Han beklager derfor stærkt, at salget af elbiler er gået nærmest i står, efter at et politisk flertal fra januar indførte en stigende afgift på elbiler, der før var afgiftsfri.

- Får vi ikke el ind i transportsektoren, når vi ikke Paris-aftalen fra sidste år om at holde den globale temperaturstigning på under to grader, siger han.

En ny undersøgelse fra Ingeniørforeningen viser, at to ud af tre danskere støtter afgiftsfritagelse af elbiler for at støtte salget.

- Det er godt, at danskerne forstår, at el er vigtig for at skubbe de fossile brændsler ud af transportsektoren, siger han.

Men samtidig peger han på, at elbiler fortsat er en nicheteknologi, som har brug for udviklingshjælp for at fænge. Kun dermed bliver der produceret nye og stadigt mere effektive biler med bedre batterier, og prisen falder til et konkurrencedygtigt niveau.

Problemet er ifølge Lars Aagaard de store summer, som staten får ind på registreringsafgift.

- Registreringsafgiften er en milliardindtægtskilde, så der er mange penge på spil og mange hensyn at tage, siger han.

- Men politikerne har med al afgiftssnakken fået skabt et indtryk hos forbrugerne af, at elbiler er enormt dyre. De er nødt til at reagere på, at når der nærmest ikke bliver solgt elbiler mere, så må de kikke på det igen.

Ifølge Klimarådet, et uafhængigt ekspertråd som rådgiver regeringen, kræver det en million danske elbiler i 2030, hvis vi skal indfri vores andel af EU's klimamål.

De nuværende afgifter betyder, at der højst vil rulle 200-300.000 elbiler på de danske veje i 2030. I dag er der bare 8000.

- Vi når ikke fra 8000 til en million elbiler fra den ene dag til den andens, siger Lars Aagaard.

Det er et 10-15-årigt projekt, der kræver en løbende udvikling. Derfor nytter det jo ikke, når politikerne pludselig sætter processen helt i stå.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.