- Jeg håber virkelig snart, at regeringen vågner op og ser hvilke personer de straffer. Jeg kan simpelthen ikke mere, siger kontanthjælpsmodtageren Mille Vinstrup i en video, som hun har lagt op på Facebook.
Gennem det over seks minutter lange indslag fortæller hun om sin egen situation som kontanthjælpsmodtager. Hun er en af dem, som rammes af de nye regler for gensidig forsørgerpligt, der træder i kraft 1. januar.
Mille Vinstrup bor i Greve med sin kæreste og hun hævder, at parret rammes økonomisk hårdt af reformen, som betyder, at hvis den ene part tjener over 23.000 kroner om måneden, bliver kontanthjælpen beskåret.
Mille, der har en angstdiagnose, bliver mere og mere grådkvalt i løbet af indslaget og hulker sig tilsidst igennem forklaringerne om, hvordan parret har måttet opsige forsikringer og ikke har mulighed for at finde noget billigere at bo i.
- Kan I leve af nul kroner? Hvordan vil i flytte i noget billigere, hvis det ikke findes? Hvordan skal jeg fortsætte min behandling, og hvordan skal det hele hænge sammen? græder hun og henvender sig i indslaget direkte til beskæftigelsesminister Mette Frederiksen.
Videoen har fået over 700 likes på Facebook, hvor debatten flyder i et ind imellem hidsigt toneleje med indlæg, der både bakker Mille op - og tager afstand fra hende.
Se hele Milles video her - døm selv og deltag i debatten
https://www.facebook.com/photo.php?v=10202178524079953&set=o.153135812761&type=2&theater