Selvom Miljøstyrelsen råder de danske haveejere til at komme ukrudt til livs uden brug af sprøjtemidler, skal en ny hjemmeside nu klæde danskerne bedre på udi sprøjtemidler.
Det skal være med til at oplyse danskerne med grønne fingre om, hvilke sprøjtemidler der er bedst at bruge, så sundhed, natur og grundvand skades mindst muligt.
- Sprøjtemidler skal omgås med forsigtighed, for det er jo nogle midler, der er beregnet til at slå noget ihjel og bekæmpe ukrudt, siger Lea Frimann Hansen, kontorchef i Miljøstyrelsen Pesticider & Genteknologi, og tilføjer:
- Derfor er det nogle produkter, man skal være opmærksom på. Det er vigtigt, at man bruger det rigtigt og bruger de mindst belastende af dem, så man ikke anvender noget, der er unødigt stærkt i forhold til, hvad der er behov for i en privat have.
Overordnet fraråder Miljøstyrelsen al brug af sprøjtemidler, men Lea Frimann Hansen erkender, at det i nogle tilfælde er nødvendigt.
På hjemmesiden rangordner Miljøstyrelsen sprøjtemidler mod ukrudt, svampe og snegle. Det skal skabe overblik og hjælpe forbrugerne til at vælge det bedste alternativ, hvis man ikke kan undgå at sprøjte.
- Har man haft nogle roser i mange år, som bliver syge, er der nogle udmærkede fedtsyreprodukter, som gør, at lusene ikke kan få fat i bladene.
- Det er et af de mindst belastende midler, og det er jo bedre at bruge det end de koncentrerede sprøjtemidler, siger Lea Frimann Hansen.
Sprøjtemidlerne bliver rangordnet efter både sundhed og miljø. De højst scorende produkter irriterer derfor ikke huden og er ikke i fare for at sive ned til grundvandet, mens de lavt scorende er mere belastende for både naturen og haveejerens sundhed.
Miljøstyrelsen har ikke fået reaktioner fra sprøjtemiddelproducenterne på baggrund af listen. Hjemmesiden giver også råd om, hvordan man kan holde sin have helt uden brug af sprøjtemidler.
/ritzau/