Miljøminister: EU-dom mod Danmark var ventet
Forløbet bliver langt bedre, når næste generation vandplaner skal vedtages, lover miljøminister efter EU-dom.
Da EU dømte Danmark for traktatbrud, kom det ikke som en overraskelse for miljøminister Kirsten Brosbøl (S).
Da EU dømte Danmark for traktatbrud, kom det ikke som en overraskelse for miljøminister Kirsten Brosbøl (S). Foto: /free


Det er ingen overraskelse, at Danmark torsdag er dømt ved EU-Domstolen for traktatbrud, fordi de danske vandplaner er næsten fem år forsinkede.

- Det er en forudsigelig konsekvens af det faktum, at vi jo ikke har haft nogen vandplaner, siger miljøminister Kirsten Brosbøl (S) til Ritzau.

Vandplanerne skulle være vedtaget i december 2009 og var allerede meget forsinkede, da den siddende regering kom til magten, påpeger hun. Derefter sendte den nuværende regering planerne i høring med alt for kort høringsfrist og måtte begynde forfra.

- Derfor er jeg rigtig glad for, at vi i sidste uge kunne offentliggøre, at planerne nu er der, så vi ikke får sanktioner på baggrund af den dom, siger ministeren.

Spørgsmål: Har sagen givet Danmark ridser i lakken?

- Det har ikke været noget kønt forløb, og jeg havde meget gerne været sagen foruden, siger Kirsten Brosbøl.

Hun lover, at det bliver et helt andet forløb, når 2. generationsvandplanerne for perioden 2016-2021 skal i politisk proces.

- De bliver sendt i høring 22. december i år, og der er vi inde i en anderledes god gænge end med 1. generationsplanerne. Der har jo været massiv kritik af den tidligere regerings forberedelse af vandplanerne, og den kritik har vi selvfølgelig handlet på, siger Brosbøl.

Det faglige grundlag bliver denne gang helt anderledes, forsikrer hun. De nye lokale vandråd har fået 700 millioner kroner til at forbedre vandløbene. Halvdelen af pengene kommer fra EU.

Landbruget mener, at det første sæt vandplaner stadig er fyldt med helt grundlæggende fejl og mangler og henviser til de 7000 høringssvar, der kom ind.

- Vi frygter, at vandplanerne på længere sigt kan føre til restriktioner til skade for fødevareerhvervet og dermed væksten i samfundet, siger Lars Hvidtfeldt, viceformand i Landbrug & Fødevarer.

Kvælstofkravene i planerne er baseret på et fagligt utilstrækkeligt grundlag og helt uden skelen til omkostningerne for erhvervet og samfundet, mener han.

Den konkurrerende organisation Bæredygtigt Landbrug med 4000 medlemmer bebuder klager over tilblivelsen af de nu offentliggjorte vandplaner.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.