Da krigere fra Islamisk Stat kom til Hamza Samihs parfumebutik i Mosul udstedte de to ordrer: Skaf dig af med al parfume og alt det farverige stads og få lavet separate døre for mænd og kvinder.
Derefter blev de militante Samihs bedste kunder.
- Det var dem, som havde penge.
- De købte parfume til sig selv og til deres koner, siger den 23-årige butiksindehaver om Islamisk Stats folk, der søndag flygtede fra hans gade, da irakiske sikkerhedsstyrker vandt kontrol over endnu en del af storbyen Mosul.
De militante islamister rykkede ind i Mosul for to år siden og indførte en ultraradikal form for sunni-islamisme i den nordlige by, hvor religiøst politi havde et vågent øje på kvinders klædedragter og mænds skæg.
Men Islamisk Stats bliver nu drevet ud af Mosul i den største militære operation i Irak siden den amerikanskledede invasion i 2003.
Samih siger, at de militante tvang hans vigtigste kunder til at gå i sort og undgå parfume i det offentlige rum.
- De forbød de fleste af mine varer. Makeup blev forbudt sammen med parfume. Produkter med store logoer på engelsk blev også forbudt.
Men mens de almindelige indbyggere kæmpede for at overleve under de hårde nye regler, nød de militante særlige privilegier.
Nogle af dem kørte i luksusbiler og boede i udplyndrede luksushuse, siger Samihs naboer og pårørende i en enslydende beskrivelse af Islamisk Stats fremfærd i storbyen.
Da Samihs faste kunder blev tvunget væk, var han afhængig af sælge til IS for at tjene penge.
- De ønskede kun at købe de dyreste, udenlandske brands. Nogle af dem havde fire koner, siger han.
Han har opgivet at forstå, hvordan og hvorfor IS tillod visse parfumer, mens andre blev forbudt.
I dag håber hæren, at folk som Samih hurtigt vil genåbne deres butikker, så situationen bliver normaliseret i de generobrede områder af Mosul.
/ritzau/Reuters