Mild fastelavnsweekend sparker pollensæsonen i gang
Solen vil vise sig frem mange steder i løbet af weekenden, lover DMI.
Fastelavn står for døren denne weekend.
Fastelavn står for døren denne weekend. Foto: Colourbox/free


Batman, Darth Vader og Pippi Langstrømpe kan ånde lettet op.

Vejret holder nemlig efter alt at dømme tørt, når de små superhelte søndag skal ud i nabolaget og synge "Boller op - boller ned" i forbindelse med fastelavn.

Men mor og far skal nok give dem en ekstra trøje på inden under kostumet, for temperaturen sniger sig ikke meget over fem grader, lyder det fra DMI.

- Vejret holder tørt, og vinden ligger på et behageligt leje fra svag til jævn fra øst og sydøst. Søndag frisker vinden dog lidt mere op fra øst og nordøst. Krydret med lidt sol, bliver det jo nærmest det helt perfekte fastelavnsvejr, siger meteorolog Lars Henriksen.

- Jo længere nordpå man kommer, des større risiko er der for overskyet vejr, siger meteorolog Lars Henriksen.

I mellemtiden kan forældrene spise en lun fastelavnsbolle til formiddagskaffen, mens de overvejer, om de tør bevæge sig udenfor.

For fredag begynder pollensæsonen i Danmark, og der kan allerede måles pollental for el og hassel. For cirka én million danskere er det samtidig starten på en sæson med løbende næser og dagligt tjek af pollentallene.

Men foreløbig kan de nok roligt bevæge sig ud. For temperaturen er ikke høj nok til for alvor at sætte gang i pollenbombardementet.

- Selv om solen kommer mere frem over weekenden, holder dagtemperaturerne sig i snit omkring fem grader, men eftersom vi får lidt mere klart vejr, vil der også være risiko for let nattefrost, siger Lars Henriksen.

Ifølge Astma- og Allergiforbundet var 2014 en særdeles hård pollensæson, men det er endnu for tidligt at sige, om denne sæson bliver lige så slem.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.