Mikkel Hansen med i kapløb om at være verdens bedste
For anden gang kan Mikkel Hansen blive kåret til verdens bedste håndboldspiller. Han er en af fem nominerede.
Mikkel Hansen er nomineret til prisen som verdens bedste håndboldspiller.
Mikkel Hansen er nomineret til prisen som verdens bedste håndboldspiller. Foto: Lars Poulsen/Polfoto


Den danske bagspiller Mikkel Hansen er endnu en gang med i kampen om at blive verdens bedste håndboldspiller.

Sammen med fire andre spillere er Mikkel Hansen blevet nomineret til den prestigefyldte pris for 2015. Det er Det Internationale Håndboldforbund (IHF), der står bag prisuddelingen og har nomineret danskeren.

Mikkel Hansen får dobbelt fransk konkurrence om prisen, da både Nikola Karabatic og Thierry Omeyer er nomineret. De to sidst nominerede er Rafael Capote fra Qatar og kroatiske Domagoj Duvnjak.

Karabatic og Duvnjak er de seneste to vindere af prisen, som i 2011 tilfaldt Mikkel Hansen.

På kvindesiden er Cristina Neagu (Rumænien), Heidi Løke (Norge), Nora Mørk (Norge), Nycke Groot (Holland) og Karolina Kudlacz-Gloc (Polen) nomineret.

Det er håndboldfans og medier, der skal stemme om, hvem som løber med priserne. Afstemningen slutter 30. maj.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.