Mikkel Hansen: Det handler om os
Håndboldherrerne møder i denne uge Hviderusland to gange, og ifølge Mikkel Hansen bør Danmark få fire point.
Mikkel Hansen vurderer Hviderusland til at være et stærkt hold.
Mikkel Hansen vurderer Hviderusland til at være et stærkt hold. Foto: LARS POULSEN/POLFOTO


Danmark fører sin gruppe i EM-kvalifikationen i håndbold, og herrelandsholdet er i disse dage samlet i Brøndby forud for to kampe mod gruppens nummer to, Hviderusland.

Den danske stjerne Mikkel Hansen kender flere af de hviderussiske spillere og vurderer Hviderusland til at være et stærkt hold, men han holder på, at Danmark er favorit.

- Hviderusland har egentlig et meget godt hold. Det er et solidt hold, men også et hold jeg mener, vi skal slå, hvis vi spiller op til vores niveau, siger Hansen.

- Det handler måske mere om os, end det handler om dem. Selvfølgelig skal vi forberede os rigtig godt, men det er også to kampe, hvor vi gerne skal have fire point, siger Hansen.

Danmark har på førstepladsen fire point for to kampe, og den danske landstræner, Gudmundur Gudmundsson, håber, at Danmark kan fortsætte den gode stime mod Hviderusland.

- Det er meget vigtigt, at vi bygger videre på den gode start, vi har fået på EM-kvalifikationen.

- Hviderusland er et godt hold, som er meget stærke. De spiller fysisk hårdt på hjemmebane, så der kommer pres på i det første opgør, siger han.

Danmark spiller torsdag mod Hviderusland i Minsk, og lørdag mødes de to hold så i NRGi Arena i Aarhus.

Hviderusland har to point på andenpladsen i Danmarks pulje.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.