Et liv i overhalingsbanen. Sådan karakteriserer 35-årige Mikkel Skjoldborg det liv, han levede for 11 år siden.
Han indtog med egne ord lidt for meget alkohol, lidt for mange stoffer og røg alt for meget. Og så arbejdede han som flyttemand.
En dag i 2005 ændrede hans liv sig dog radikalt.
Sammen med nogle venner sad han og varmede op til en bytur i sin lejlighed på anden sal, da han skulle hente noget ude på altanen.
- Her fik jeg et blackout, og i stedet for at falde bagover, røg jeg frem og ud over gelænderet. Jeg endte med at brække ryggen og blev lam fra brystet og ned, fortæller han om den dramatiske episode.
Mikkel endte derfor i kørestol og uden mulighed for at vende tilbage til sit gamle job, som han ellers havde været glad for. I stedet for at have ondt af sig selv og drikke sorgerne væk valgte han dog at lægge sit liv om.
- Ulykken blev et wake up call for mig. Jeg kunne have stillet træskoene, men nogen holdt hånden over mig, siger Mikkel og tilføjer:
- Fra dag et besluttede jeg, at mit handicap ikke skulle stoppe mig. Både mit hoved og mine arme fungerer, men jeg kunne selvsagt ikke rende på trapper længere og måtte finde ud af, hvad jeg så ville.
Med hjælp fra kommunen lykkedes det at strikke et forløb på revalidering sammen. For at overvinde sin ordblindhed startede han med at gå i ordblindeskole i et år. Og det med så stor succes at han fik mod på mere.
- Jeg tænkte, at kunne jeg klare det, kunne jeg også klare en handelseksamen. Så det gjorde jeg, siger Mikkel, der afsluttede skolen i 2009.
Herefter kom han i arbejdsprøvning hos Mamut Work Ware i Næstved, og da muligheden for at tage en uddannelse som logistikassistent åbnede sig der, greb han den. Og i dag er han ansat i virksomheden med et svendebrev som bevis på sin kunnen.
- Selvfølgelig er der nogle udfordringer en gang imellem, men det tager jeg med. Jeg prøver at fungere så normalt som muligt, og har heldigvis også en kone, der bakker mig 100 procent op, siger Mikkel og pointerer, at han ikke havde haft mulighed for at være, hvor han er i dag, uden revalidering.
- Siden ulykken er jeg blevet far til to tvillingepiger, så økonomisk havde det slet ikke kunnet hænge sammen, at jeg læste og uddannede mig uden den højere ydelse, man får på revalidering. Ordningen har været med til at give mig et nyt liv, siger Mikkel, der i dag er meget tilfreds med at være selvforsørgende.
Han forstår derfor heller ikke regeringens ønske om at droppe ordningen, sådan som de lægger op til i deres 2025-plan.
- Selvom jeg blev lam, ville jeg jo gerne være på arbejdsmarkedet. Jeg havde bare brug for hjælp til at komme det. Det er der mange andre i samme situation, der også har, så jeg håber, regeringen revurderer deres ønske om at skrotte muligheden for revalidering, siger han.
Hvis du er udsat for en ulykke eller bliver alvorligt syg, så din arbejdsevne bliver begrænset, kan du i dag få tilkendt revalidering. Det betyder blandt andet, at du kan tage en uddannelse, komme i praktik eller blive omskolet på en ydelse, der svarer til dagpenge.
UDVID