Mikkel Bødker scorer begge Coyotes-mål i overtidssejr
Danske Mikkel Bødker viste igen klassen, da han med to scoringer sikrede Arizona Coyotes en hjemmesejr i NHL.
Mikkel Bødker blev helten for Arizona Coyotes, da han scorede begge holdets mål i NHL-sejren over Minnesota Wild
Mikkel Bødker blev helten for Arizona Coyotes, da han scorede begge holdets mål i NHL-sejren over Minnesota Wild Foto: Frank Franklin/free


Mikkel Bødker slog til igen for Arizona Coyotes natten til lørdag dansk tid i den nordamerikanske ishockeyliga, NHL.

Med to scoringer sikrede danskeren sin klub 2-1-sejren hjemme over Minnesota Wild, og dermed blev Mikkel Bødker igen afgørende for sin klub, som tilfældet var for 14 dage siden, hvor Bødker leverede sæsonens andet hattrick i 4-3-sejren over Ottawa Senators.

Første periode endte uden scoringer, men gæsterne kom foran 1-0 efter syv minutters spil af anden periode ved Jared Spurgeon.

Efter 18 minutters spil af anden periode blev Mikkel Bødker så sendt afsted på en friløber, og han bankede resolut udligningen hjem for Arizona.

Men danskeren havde mere i sig, og efter blot 34 sekunders spil i overtiden fik Mikkel Bødker skovlet sejrsmålet ind i en situation, hvor hjemmeholdet var en mand i overtal.

Bødker blev efterfølgende kåret til kampens næstbedste spiller, kun overgået af sin målmand, Anders Lindbäck.

Anaheim med den danske målmand Frederik Andersen på isen i sidste periode tabte hjemme 1-5 til Carolina Hurricanes. Her lukkede Frederik Andersen to scoringer ind i tredje periode, som han spillede efter at være blevet skiftet ind efter anden periode.

Nikolaj Ehlers fik et kvarter på isen for Winnipeg Jets, der ude tabte til 0-2 til Chicago Blackhawks.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.