Mike Jensen slår til for Rosenborg i Europa
Den tidligere Brøndby-spiller Mike Jensen scorede i Rosenborg-succes. Premier League-hold i overraskende exit.
Rosenborgs Paal André Helland, Mike Jensen and Joergen Skjelvik fejrer en scoring mod ungarnske Drecen.
Rosenborgs Paal André Helland, Mike Jensen and Joergen Skjelvik fejrer en scoring mod ungarnske Drecen. Foto: Ned Alley/AP


Danske spillere har været stærkt medvirkende til, at Rosenborg er videre til playoff-runden i Europa League på bekostning af ungarske Debrecen.

Torsdag scorede Mike Jensen et flot langskudsmål for den norske storklub, der hjemme på Lerkendal vandt 3-1.

Den tidligere Brøndby-spiller øgede umiddelbart før pausen til 2-0, da han sendte bolden op i målhjørnet.

I det første opgør scorede Tobias Mikkelsen to gange for Rosenborg, der samlet er videre med 6-3 efter to sejre.

Randers' overmænd fra svenske Elfsborg er færdige i Europa efter et samlet nederlag til norske Odd.

Elfsborgs danske målmand Kevin Stuhr Ellegaard blev overlistet to gange, da Odd vandt 2-0 på hjemmebane og avancerede med samlet 3-2.

IFK Göteborg med de to danskere Søren Rieks og Jakob Ankersen er også ude af Europa League-kvalifikationen efter 0-0 hjemme mod Belenenses fra Portugal. Det første opgør endte 2-1 til Belenenses.

Da kampen i Göteborg var blæst af, udbrød der tumult mellem spillere og ledere fra de to hold.

Uroen startede, da Belenenses-træner Sa Pinto efter slutfløjt farede over til Göteborgs bænk.

Generelt var det en skidt aften for de svenske hold, da AIK Stockholm også måtte forlade kvalifikationen efter et 0-1-nederlag ude til græske Atromitos.

Ganske overraskende må det engelske Premier League-hold fra West Ham forlade Europa, da favoritterne torsdag tabte 1-2 ude til rumænske Astra. Det første opgør i London var endt 2-2.

Italienske Sampdoria skuffede også trods torsdagens 2-0-sejr i Serbien over Vojvodina. Serberne grundlagde det overraskende avancement i sidste uge i Italien, hvor holdet vandt 4-0.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.