Mike Jensen er årets spiller i norsk fodbold
Mike Jensen er valgt til Tippeligaens bedste spiller, mens Christian Gytkjær er ligaens bedste angriber.
Rosenborgs Mike Jensen er søndag blevet kåret til Tippeligaens bedste spiller i 2016.
Rosenborgs Mike Jensen er søndag blevet kåret til Tippeligaens bedste spiller i 2016. Foto: Andreas Solaro/AFP


Rosenborg-danskeren Mike Jensen er årets spiller i den bedste norske fodboldrække Tippeligaen.

Den 28-årige midtbanespiller med en fortid i Brøndby har vundet kåringen efter en forrygende sæson, hvor Rosenborg på suveræn vis har sikret sig det norske mesterskab.

Mike Jensen har fra sin position på midtbanen bidraget med otte scoringer og fire målgivende afleveringer før sidste spillerunde.

Den tidligere Brøndby-profil er desuden kåret til ligaens bedste midtbanespiller med 75 procent af stemmerne.

Mike Jensen kom til Rosenborg i vinteren 2013 og er anfører i den norske mesterklub.

Holdkammeraten Christian Gytkjær er valgt til ligaens bedste angriber.

Gytkjær har før sidste spillerunde, der afvikles søndag aften, scoret 19 gange og er nummer et på ligaens topscorerliste.

Den tidligere Lyngby-spiller var indstillet sammen med to andre angribere og fik 75 procent af stemmerne.

Det er en udvalgt jury plus det norske fodboldpublikum samt anførerne fra de to bedste norske fodboldrækker, der har peget på de to danske Rosenborg-spillere.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.