Den 35-årige Mikael Jensen har brugt fem år af sit liv på at sidde i fængsel. Han har heller ingen uddannelse, men hans største udfordring i forhold til arbejdsmarkedet er en tatovering, skriver tvsyd.dk.
Mikael er nemlig tatoveret i store dele af ansigtet. Den ene halvdel forestiller et kranium – den anden halvdel et ansigt uden hud. En tatovering der har afholdt ham fra at komme i arbejde og dermed videre med sit liv. Det er nu ikke fordi lysten mangler hos Mikael, men afslagene har været mange:
”På et tidspunkt var jeg til samtale om et job som lagerarbejder, og da lederen så mit ansigt, spurgte han, om han måtte fotografere det og vise det til sine medarbejdere. Det sagde jeg ja til, og han lovede at ringe tilbage. Jeg hørte bare aldrig fra ham," fortæller Mikael Jensen til tvsyd.dk
Men så blev han tilbudt at komme i erhvervspraktik som stenhugger hos Filips Sten & Billedhuggeri hvilket, ifølge firmaet selv, har vist sig at være lidt af en succes:
”Mikael er en de bedste arbejdsmænd vi har haft, og vi håber på, at han senere vil tage uddannelsen hos os. Er det noget der vil skade forretningen? Eller er det kvaliteten af arbejdet der afgør?”, skriver firmaet på deres Facebook-profil.
Firmaet har dog opfordret ham til at få gjort noget ved den drabelige tatovering, hvis han vil noget med stenhuggerfaget, hvilket Mikael ikke har brugt lang tid på at tænke over.
Han er nu i gang med at få fjernet tatoveringen, hvilket dog vil tage halvandet år og komme til at koste en hel del penge.
Kilde: Facebook & tvsyd.dk