Migranter og flygtninge strømmer ind i Makedonien
Efter at politiet har fjernet sig fra grænsen til Grækenland er der ingen, der standser menneskestrømmen.
Efter uroligheder fredag har politiet fjernet sig fra grænsen mellem Makedonien og Grækenland.
Efter uroligheder fredag har politiet fjernet sig fra grænsen mellem Makedonien og Grækenland. Foto: Darko Vojinovic/AP


Hundredvis af migranter og flygtninge strømmer nu over grænsen fra Grækenland og ind i Makedonien, oplyser en journalist fra nyhedsbureauet Reuters.

- Politiet flyttede sig, og så rykkede vi frem. Ingen bremsede os, siger en mand, der ikke vil opgive sit navn.

Tidligere fredag affyrede kampklædte politifolk i Makedonien tåregas for at sprede flere tusinde migranter og flygtninge, der har forsøgt at krydse den makedonske grænse fra Grækenland.

Organisationen Læger uden Grænser, der befinder sig i den græske by Idomeni tæt på grænsen, fortæller, at den makedonske hær har såret flere ved grænsen til Grækenland.

Migranter og flygtninge er ramt af granatsplinter fra chokgranater, der med et voldsomt lysglimt og støj bruges til at desorientere folk. Braget fra granaten kan forårsage midlertidigt høretab.

Lægehold fra organisationen har fredag formiddag modtaget 10 sårede. Fire af dem er ifølge Læger uden Grænser blevet så alvorligt sårede af fragmenter, at de er blevet overført til et hospital.

En anden patient er overført til et hospital efter angiveligt at være blevet slået af politi fra Makedonien.

Meldingen om de sårede kommer i kølvandet på beretninger om dybt kaotiske forhold ved grænsen mellem de to lande.

De flere tusinde mennesker kommer fra Mellemøsten, Afrika og Asien. Mange af dem er syriske flygtninge.

Det makedonske politi affyrede bag pigtrådshegn tåregassen for at forhindre de ophidsede migranter og flygtninge i at passere grænsen til Makedonien.

Herfra er store flygtningestrømme de seneste uger og måneder gået gennem Serbien til EU-landet Ungarn og EU's grænsefrie Schengen-område.

40 procent af flygtningene søger mod Tyskland, der i år forventer et rekordstort antal, nemlig 800.000. Den tyske regering har ladet forstå, at den ikke kan håndtere så mange mennesker på flugt fra krig eller fattigdom.

/ritzau/Reuters

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.