Migranter frygtes druknet på vej til Italien
Endnu en båd kæntret på vej fra Libyen til Europa. I en anden sag er 15 anholdt for at kaste andre over bord.
Op mod 41 migranter frygtes druknet, efter deres båd kæntrede på vej fra Libyen til Italien. Arkivfoto.
Op mod 41 migranter frygtes druknet, efter deres båd kæntrede på vej fra Libyen til Italien. Arkivfoto. Foto: Colourbox/free


Op mod 41 migranter er druknet i Middelhavet, efter deres båd gik ned på vej fra Libyen til Italien.

Fire overlevende fra båden har fortalt til italiensk politi og hjælpearbejdere, at de var 45 om bord, skriver italienske medier ifølge AFP.

De fire overlevende ankom torsdag morgen til havnebyen Trapani om bord på et italiensk flådefartøj, skriver avisen Corriere della Sera.

Avisen skriver samtidig, at italiensk politi onsdag aften anholdt 15 migranter, som er anklaget for at have kastet 12 andre over bord fra en anden båd, der havde kurs mod Italien.

De 15 anholdte er afrikanere og var en del af en større gruppe mennesker, som onsdag ankom til Palermo efter at være blevet reddet i land fra tre forskellige skibe, skriver Corriere della Sera.

Ifølge avisen opstod der en konflikt mellem kristne og muslimer om bord på en af bådene. De 15 er anklaget for at have kastet 12 kristne over bord.

Ofrene er "af kristen tro, sammenlignet med deres overfaldsmænd, som var af muslimsk tro", lyder det i en udtalelse fra italiensk politi.

Sigtelsen mod de 15 anholdte lyder på "drab begået under skærpede omstændigheder motiveret af religiøst had", skriver AFP.

For få dage siden kom der melding om, at omkring 400 andre er meldt savnet og menes at være omkommet i et andet forlis på Middelhavet.

EU-Kommissionen siger torsdag, at den hverken har penge eller politisk opbakning til at iværksætte redningsoperationer ved Middelhavet.

- Vi er klar over, at det kun vil blive værre i de kommende uger og måneder, særligt når vejret bliver bedre, mens ustabiliteten og konflikter i vores nabolande varer ved, siger EU-talskvinde Natasha Bertaud ifølge det tyske nyhedsbureau dpa.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.