Midtbanespilleren Rooney stjæler showet i United-sejr
Manchester United-anføreren scorede to mål og lagde op til et, da klubben vandt 3-1 over Newcastle.
Wayne Rooney scorede to gange i Manchester Uniteds sejr.
Wayne Rooney scorede to gange i Manchester Uniteds sejr. Foto: Jon Super/AP


Wayne Rooney blev dagens målhelt, da Manchester United fredag sejrede 3-1 hjemme over Newcastle i Premier League.

Den 29-årige anfører var placeret på den centrale midtbane, men han viste alligevel sit målinstinkt ved at score kampens første to mål.

Det første faldt midtvejs i første halvleg, da han stod klar tæt ved mål og ekspederede Radamel Falcaos akrobatiske aflevering i mål.

Forinden havde Juan Mata sendt bolden frem mod den colombianske angriber, der måtte kaste sig frem for at spille bolden på tværs til Rooney.

Radamel Falcao var også involveret, da Wayne Rooney scorede til 2-0 cirka 10 minutter før pausen.

Falcao erobrede bolden fra en modstander, og så kunne Juan Mata spille Rooney fri til endnu en scoring.

I anden halvleg var Wayne Rooney i oplæggerens rolle, da han servicerede Robin van Persie med en meget flot aflevering.

Den hollandske angriber svigtede ikke, og han headede United i front med 3-0.

Kort før tid fik Newcastles Papiss Cissé reduceret på et straffespark.

Manchester United er nummer tre i Premier League med 35 point for 18 kampe.

Newcastle er nummer 10 med 23 point.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.