Hammarby-træner Jakob Michelsen har mandag hentet Esbjerg-spilleren Bjørn Paulsen på en treårig kontrakt.
Michelsen og Paulsen har begge en fortid i Sønderjyske, og Michelsen er tilfreds med nyindkøbet.
- Jeg er meget glad for, at Bjørn er på plads. En fysisk stærk spiller, som jeg kender godt fra tidligere.
- Han er en god leder, som i første omgang er hentet som midtstopper, men som også kan spille flere andre positioner, siger Jakob Michelsen til den svenske fodboldklubs hjemmeside.
Bjørn Paulsen fortæller, at det var rart at få fremtiden afklaret.
- Det føles lækkert endelig at få det på plads. Jeg er glad for at være her nu, siger Bjørn Paulsen.
Han havde Michelsen som træner i Sønderjyske i nogle få måneder i sommeren 2015, inden han skiftede til Esbjerg.
- Han er en rigtig god træner. Jeg havde ham ikke så lang tid i Sønderjyske. Det var selvfølgelig uheldigt, at jeg lige røg videre der, siger Paulsen.
Det var dog ikke afgørende for Paulsen, at Hammarby har Michelsen som cheftræner.
- Det havde ikke så stor betydning. Hammarby var en klub, der var interessant i forvejen.
- Det er selvfølgelig endnu bedre, fordi der er en dansk træner. Så har man lidt at læne sig op ad, forklarer den 25-årige spiller.
/ritzau/