Michaelsen forlænger som sportsdirektør hos Tinkoff-Saxo
Sportsdirektør hos Tinkoff-Saxo Lars Michaelsen har forlænget sin kontrakt, så den løber til udgangen af 2016.
Lars Michaelsen - her sammen med Chris Anker Sørensen - fortsætter som sportsdirektør hos Tinkoff-Saxo.
Lars Michaelsen - her sammen med Chris Anker Sørensen - fortsætter som sportsdirektør hos Tinkoff-Saxo. Foto: BONNERUP CLAUS/free


Tinkoff-Saxo-holdet er ikke længere dansk, og den tidligere ejer Bjarne Riis er også fortid på holdet. Men det vil fortsat have dansk islæt i den sportslige ledelse.

En af holdets sportsdirektører, Lars Michaelsen, bekræfter over for DR, at han fortsætter i jobbet i næste sæson også.

Han har forlænget sin kontrakt til udgangen af 2016.

- Vi har et godt fællesskab og et rigtigt godt team. Jeg kan lide mit arbejde. Om chefen hedder Oleg Tinkov eller Bjarne Riis, det må jeg prøve at forholde mig til, men jeg forsøger at yde mit bedste for holdet, siger Lars Michaelsen til DR.

Den 46-årige Michaelsen har siden 2008 været sportsdirektør på det daværende Team CSC-Saxo Bank.

Året forinden indstillede han sin aktive karriere, som han sluttede på samme hold.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.