Michael Valgren siger nej tak til VM på landevej
Den danske cykelrytter vil hellere slappe af og kigge frem mod den kommende sæson.
Michael Valgren vandt tidligere på året Postnord Danmark Rundt.
Michael Valgren vandt tidligere på året Postnord Danmark Rundt. Foto: Henning Bagger/Scanpix


Michael Valgren har takket nej til at stille op for Danmark ved VM på landevej. Cykelrytteren vil hellere slappe af efter en lang sæson.

Det skriver BT.

Valgren har i sæsonen blandt andet har vundet Postnord Danmark Rundt, to DM-sølvmedaljer og en andenplads i Amstel Gold Race.

Ifølge avisen er han blevet spurgt, om han vil være interesseret i en af Danmarks seks pladser ved VM.

- Jeg har sagt pænt nej tak. VM ligger meget sent på sæsonen, og jeg har været i gang længe. Min sæson begyndte allerede med Tour Down Under i januar.

- Og så er det en rute, hvor jeg ikke umiddelbart kan se, at vi har nogle danske ryttere, som vil have den store chance, siger Michael Valgren til BT.

- Det er meget at skulle holde mig i gang to uger længere for. Så vil jeg hellere slappe af og begynde forberedelserne til den nye sæson lidt før, lyder det.

Normalt ligger VM i september, men fordi værtslandet i år er brandvarme Qatar, er mesterskabet flyttet til en klimamæssigt mere behagelig måned.

VM afvikles således fra 9. til 16. oktober.

Mændenes landevejsløb ligger på sidstedagen.

Michael Valgren bemærker dog, at hans afbud ikke er definitivt.

Den kan ændre sig, hvis hans Tinkoff-hold beslutter at hidkalde ham til VM i holdtidskørsel.

- Lige nu ser det ud til, at holdene boykotter VM i holdtidskørslen, men hvis det ændrer sig, og vi alligevel skal køre, så vil jeg gerne køre VM på landevej, for så er jeg jo alligevel dernede, siger Michael Valgren til BT.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.