Michael Rasmussen lukker dansk cykelhold
Efter fire år i dansk cykelsport lukker Christina Watches, da man ikke har udsigt til at køre Danmark Rundt.
Michael Rasmussen og Christina Hembo. Cykelholdet Christina Watches-Kuma har valgt at lukke, da man føler sig modarbejdet af Danmarks Cykle Union.
Michael Rasmussen og Christina Hembo. Cykelholdet Christina Watches-Kuma har valgt at lukke, da man føler sig modarbejdet af Danmarks Cykle Union. Foto: CLAUS BONNERUP/POLFOTO


Cykelholdet Christina Watches-Kuma har valgt at lukke, da man føler sig modarbejdet af Danmarks Cykle Union (DCU).

Det oplyser kontinentalholdets direktør, Claus Hembo, onsdag til Ekstra Bladet.

DCU har frarådet danske talenter at skifte til cykelholdet, der derfor heller ikke har udsigt til at køre Post Danmark Rundt i 2015.

- DCU's ageren er den eneste grund til, at vi ser os nødsaget til at lukke.

- Deltagelse i Post Danmark Rundt er en forudsætning for, at det betaler sig at investere i et cykelhold, og når vi er lukket ude af det løb år efter år, er der intet grundlag for at forsætte, siger Hembo til Ekstra Bladet.

Christina Watches-Kuma har gennem hele sin fireårige levetid været kendt for at give tidligere dopingdømte ryttere end ekstra chance, og det har ikke altid været lige populært.

- Vi er blevet inviteret til store løb i udlandet, som andre kontinentalhold kun kan drømme om. Arrangører i udlandet betragter holdet som spændende, og de betaler gode penge for at se os.

- Men på hjemmebane er vi kun blevet mødt med en strakt langfinger. Det er fuldstændig skandaløst, siger Hembo.

Den tidligere cykelstjerne Michael Rasmussen har som medejer været med til at træffe beslutningen om at lukke cykelholdet.

- Jeg havde gerne set holdet fortsætte, men det giver ingen mening under den forudsætning, at DCU vil fraråde unge talenter at køre for os, siger Rasmussen til Ekstra Bladet.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.