Michael Rasmussen: Armstrong bør være velkommen
Michael Rasmussen forstår ikke, hvorfor Lance Armstrong fryses ud, mens andre tidligere dopere er velkomne.
Lance Armstrong fører an i en velgørenhedsetape.
Lance Armstrong fører an i en velgørenhedsetape. Foto: Lionel Cironneau/AP


Det er svært at forstå modviljen mod Lance Armstrong, når en lang række andre cykelpersonligheder med en dopingfortid fortsat er en central del af Tour de France.

Sådan lyder det fra Michael Rasmussen, der som ekspert for Ekstra Bladet er tilbage i kulissen af det franske cykelløb for første gang, siden han blev taget ud af løbet i den gule trøje i 2007.

- Det er svært at argumentere for, hvorfor Lance ikke skulle have lov at være her, når andre gerne må, siger Michael Rasmussen til Ritzau.

- Der er principielt ikke den store forskel på Armstrong og folk som Alexandre Vinokourov og mig, eller Alberto Contador for den sags skyld. Eller Brian Holm og Kim Andersen i sportsdirektørbilerne.

Lance Armstrong har de seneste dage kørt to Tour de France-etaper som del af et velgørenhedsarrangement, og mange har udtrykt deres modvilje mod hans tilstedeværelse.

Michael Rasmussen, der har erkendt at have dopet sig i hele sin karriere, er derimod blevet taget forholdsvis pænt imod, når han bevæger sig rundt blandt ryttere og publikum før starten på etaperne.

- Forskellen på Armstrong og mig er nok, at han vandt Touren, og han intimiderede folk undervejs. Derudover har han været meget længe om at erkende, at han havde dopet sig. Han var en hård hund, og folk nærer ikke så meget sympati for ham.

- Det er lidt ærgerligt, at den måde, folk bliver modtaget på, er baseret på moral og følelser i stedet for regler og fornuft. Det gør det svært at navigere i denne sport, siger Michael Rasmussen.

Helt gnidningsfrit er Rasmussen trods alt heller ikke blevet indsluset i fællesskabet omkring løbet.

Mens han var i gang med et interview med norsk TV2, blev han opsøgt af Sky-rytteren Peter Kennaugh.

Han ville høre, hvad Rasmussen mente, da han på Twitter skrev, at det var "imponerende", at "banerytteren Geraint Thomas indhenter den colombianske klartrer Nairo Quintana" på en bjergetape.

Kennaugh opfatter Rasmussens tweet som en slet skjult antydning om, at Geraint Thomas er dopet.

- Du er en skændsel, lød det ifølge norsk TV2 fra Froomes hjælperytter til danskeren.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.