Michael Phelps fortsætter guldhøsten i Rio
Amerikaneren Michael Phelps har vundet fire OL-guldmedaljer i Rio. Den seneste kom i medley natten til fredag.
Michael Phelps på ryggen under medleysemifinalen i Rio. Nu har han vundet fire guldmedaljer ved legene.
Michael Phelps på ryggen under medleysemifinalen i Rio. Nu har han vundet fire guldmedaljer ved legene. Foto: Morry Gash/AP


Svømmefænomenet Michael Phelps er ustoppelig, når han stiller op ved OL.

Natten til fredag dansk tid sørgede han endnu en gang for en stor triumf, da han vandt finalen i 200 meter individuel medley.

Han kom ind næsten to sekunder før nærmest konkurrent, Kosuke Hagino fra Japan. Shun Wang fra Kina blev nummer tre.

Halvvejs i løbet lå tre svømmere inden for en sølle hundrededel, og det var Phelps, som var i front.

En af de to nære forfølgere var landsmanden og indehaveren af verdensrekorden på distancen, Ryan Lochte, som flere havde forventet skulle kæmpe med om guldet, men han gik helt i stå til sidst og sluttede som nummer fem.

Med sejren har Phelps nu vundet fire guldmedaljer ved legene i Rio, og han har vundet 22 i alt i karrieren. Derudover har han to olympiske bronze- og sølvmedaljer. Det gør ham til den suverænt mest succesfulde atlet i OL-historien.

De tidligere Phelps-medaljer i Rio var i to holdkapper samt i 200 meter butterfly.

Lidt over en halv time efter medley-triumfen svømmede Phelps sig også videre til finalen i 100 meter butterfly. Det var dog blot i femtebedste tid, men Phelps svømmede sig heller ikke ud.

I et af løbene inden 200 meter medley-finalen var der mere amerikansk succes, da Ryan Murphy vandt guld i 200 meter rygsvømning.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.