Michael Mørkøv spurter sig til andenplads i Belgien
Tinkoff-Saxo-rytteren Michael Mørkøv hentede sit bedste resultat i år med andenplads på etape i Vallonien.
Michael Mørkøv hentede sin bedste placering i denne sæson, da han blev nummer to på fjerde etape i Tour de Wallonie tirsdag.
Michael Mørkøv hentede sin bedste placering i denne sæson, da han blev nummer to på fjerde etape i Tour de Wallonie tirsdag. Foto: Claus Bonnerup, polfoto./free


Forleden var det Matti Breschel (Tinkoff-Saxo), der blev nummer to på en etape i Tour de Wallonie, og tirsdag var det så holdkammeraten Mikael Mørkøvs tur.

Den 30-årige danske cykelrytter spurtede sig til en andenplads på løbets fjerde etape fra Waterloo til Quaregnon, der bød på 162 kilometer.

I spurten blev Mørkøv besejret af Jonas van Genechten (IAM Cycling). Resultatet er Mørkøvs bedste i denne sæson.

- Det er altid hårdt at slutte på andenpladsen i et cykelløb, og det er aldrig noget, man vænner sig til.

- Matti Breschel lavede et stort arbejde og afleverede mig med 250 meter igen, og da tænkte jeg, at jeg ville tage sejren, men van Genechten slog mig på de sidste meter, siger Michael Mørkøv i en pressemeddelelse.

Ifølge feltet.dk var det en etape med flere angreb undervejs, men som ventet nåede feltet samlet til målbyen, hvor det hele blev afgjort i en massespurt. Matti Breschel blev nummer 40 på dagens etape.

Tour de Wallonie føres af Niki Terpstra (Etixx-Quick-Step), mens Matti Breschel ligger nummer 12 i den samlede stilling - ét minut og 16 sekunder efter Niki Terpstra.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.