Michael Jackson skrev spilmusik
Flere kilder bekræfter nu et stædigt rygte om, at Michael Jackson skrev musikken til et af de populære Sonic-spil.
Jackson skrev i begyndelsen af 90'erne musik til et populært Sega-spil, fortæller flere kilder tæt på den afdøde popstjerne.
Jackson skrev i begyndelsen af 90'erne musik til et populært Sega-spil, fortæller flere kilder tæt på den afdøde popstjerne. Foto: C.F. THAM/AP


Det har længe været en sejlivet myte, at "Kongen af Pop" skrev en del af musikken til Segas populære spil "Sonic the Hedgehog 3" om det lynhurtige, blå pindsvin, der kan bryde lydmuren.

Man kan bare gå ind på Youtube, hvor der ligger flere videoer, som peger på ligheder mellem Michael Jacksons sange og musikken i det animerede spil. Det skriver Huffington Post ifølge Billboard.

Men måske er der et gran sandhed i den skøre konspirationsteori. Flere af folkene bag computerspillet, der udkom i 1994, bekræfter i hvert fald popstjernens arbejde, selvom Sega benægter det.

Roger Hector, der er tidligere direktør i Sega, fortæller, at "Thriller"-stjernen selv henvendte sig til spilfirmaet for at give udtryk for sin beundring, og at han siden fik udleveret en demo, som han kunne lave musik til.

- Jeg var virkelig imponeret over, hvor meget af Michael Jacksons lyd, der var i musikken, samtidig med at det var helt nyt, fortæller Hector.

Udover Hector har tre af komponisterne, der er krediteret for spillet, bekræftet Jacksons medvirken. En af dem er Brad Buxer, som arbejdede sammen med Jackson på albummet "Dangerous".

- Jeg arbejdede sammen med Michael på "Dangerous"-albummet, og han fortalte mig, at han skulle lave soundtracket til "Sonic the Hedgehog 3". Han bad mig hjælpe ham med det, mindes Buxer.

Der har været flere teorier om, hvorfor Michael Jackson ikke er krediteret for "Sonic 3". Nogle peger på, at spillet udkom på det tidspunkt, hvor Jackson blev anklaget for sexmisbrug, hvilket fik Sega til at tage afstand fra stjernen, men den tidligere "Dangerous"-komponist Buxer forklarer i stedet, at Jackson simpelthen ikke var tilfreds med resultatet.

- Michael ville have sit navn taget ud af spillets credits, hvis de ikke kunne forbedre lyden, fortæller Buxer.

/ritzau/FOKUS

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.