FC Vestsjælland hentede for et år siden Michael Hansen til klubben som assistenttræner. Nu får Michael Hansen chancen for at sætte sit eget fingeraftryk på klubbens superligahold.
Det sker, efter at cheftræner Ove Pedersen har meddelt, at han forlader klubben ved kontraktudløb denne sommer.
- Med Michael Hansen som cheftræner sikrer vi, at vi får en cheftræner, som kender klubbens fodboldidentitet.
- Vi får samtidig en træner, der passer perfekt til vores mission om at udvikle FC Vestsjælland på og udenfor banen, siger FC Vestsjællands direktør Gert Hansen til klubbens hjemmeside.
- Michael er en moderne leder. Vi har det seneste år set, at han er hamrende dygtig på træningsbanen. Han rummer en stor taktisk viden kombineret med en mandskabsbehandling, der allerede har vundet stor respekt hos alle i klubben, siger Gert Hansen.
/ritzau/