Jeg har været udannet som pædagog i snart 20 år. På min nuværende arbejdsplads, som er et socialpsykiatrisk bosted, blev en af mine kollegaer stukket ihjel med en kniv af en beboer. Det var et chok, men desværre også noget, vi havde talt om kunne ske. Det fik mig til at fortælle min mening offentligt, fordi min oplevelse er, at politikere og embedsmænd ikke ved nok om virkeligheden. Jeg har igennem årene arbejdet både inden for handicapområdet, daginstitutionsområdet og nu i socialpsykiatrien. Jeg ønsker åbenhed om vilkårene i det offentlige, for jeg oplever at nedskæringer har forringet vores arbejdsvilkår og muligheden for at hjælpe samfundets svageste. Jeg håber også, at min blog kan inspirere andre offentlige ansatte til at åbne op og fortælle deres historier fra virkeligheden.
DER GÅR ikke en dag, uden at jeg bliver mindet om drabet på min kollega Vivi. Jeg var ikke tæt kollega med Vivi, faktisk kendte jeg hende ikke særlig godt, men alligevel kommer der en masse følelser op i mig, hver gang jeg tænker på hende. Specielt her hvor påsken står for døren, og hvor foråret begynder at vise sig, vælter minderne frem.
Minder fra Langfredag sidste år, hvor alting blev forandret i løbet af få sekunder. Hver dag, når jeg går ind på Lindegårdens grund og ser hovedindgange, kommer billederne frem i mine tanker. Billeder af stenen med blomster, lys og brevet, som stadig bliver vist i medierne. Nu er stenen blevet fjernet, og der er blevet plantet et træ med påskeliljer omkring.
DE FØRSTE dage efter drabet var uvirkelige, det hele føltes som en ond drøm, som jeg ikke kunne komme ud af. Det kunne have været hvem som helst af os, der arbejde på Lindegården der kunne havde mistet livet den dag.
Mine kollegaer og jeg gjorde, hvad vi kunne for, at få råbt politikerne op, og vi endte med at strejke. Vi ville kæmpe for at gøre Lindegården til et tryg sted, vi ville have at politikerne tog ansvar, så folk der blev til fare for dem selv og andre, kunne blive indlagt, når de havde brug for det. Jeg oplevede, at Københavns Kommune gjorde deres for at tage ansvar for vores arbejdsmiljø, men jeg manglede, at regeringen tog deres del af ansvaret.
I OKTOBER kom der endelig en handleplan, med konkrete forslag til handling, men det var ligesom det. Så skete der ikke mere i et langt stykke tid. Til nytår sagde statsminister Lars Løkke: ”Vi skal passe godt på dem, der passer på os”, men igen var der ingen konkrete handlinger bag ordene, der kunne forhindre, at der sker et drab mere.
For cirka et måned siden blev det ene forlag om at oprette 150 pladser i et specielt tilbud, nedstemt af politikerne, fordi det ikke var godt nok. Selvom de havde brugt langt tid på at udarbejde forslaget, fordi som de sagde: ”Der skulle jo laves et ordentligt forslag, som kunne bruges i virkeligheden”.
I FREDAGS kom der så et nyt forlag - igen om 150 pladser. Denne gang lyder forslaget på, at der nu etableres 150 rehabiliterende psykiatriske pladser i behandlingspsykiatrien, rettet mod en særlig gruppe udsatte med svære psykiske lidelser, et samtidigt misbrug og en udadreagerende adfærd.
Så nu krydser jeg fingre, og ønsker af hele mit hjerte, at det denne gang lykkes, at der rent faktisk kommer konkrete handlinger ud af dette forslag. Jeg håber, at handlingerne kommer snart, så de mennesker, der har brug for sådan et tilbud, kan få glæde af det, inden det er for sent.
Inden endnu et menneske kommer til at gøre skade på andre eller sig selv. Inden et andet bosted i Danmark kommer på landkortet, fordi en ansat bliver dræbt. Der har været fem drab på ansatte i socialpsykiatrien, og der er et kæmpe antal beboere, ansatte, pårørende og familier, hvis liv er ændret for altid. Det må ikke ske igen!
Dette er et blog-indlæg og ikke et udtryk for Avisen.dk's holdning. Hvis du finder, at indlægget er æreskrænkende eller indeholder injurier, så send en mail til tip@avisen.dk.