Malaysia vil fortsat bruge penge, tid og kræfter på at lede efter passagerflyet MH370, der forsvandt 8. marts 2014.
Det siger landets premierminister Najib Razak søndag. Han fortsætter med at være "håbefuld".
- Malaysia er fortsat engageret i eftersøgningen, og vi håber, at MH370 vil blive fundet, siger han i en udtalelse på etårsdagen for flyets forsvinden.
Eftersøgningen i den sydlige del af Det Indiske Ocean har indtil videre ikke båret frugt. Australien står i spidsen for eftersøgningen, men Malaysia, Kina og flere andre lande er også involveret.
Langt de fleste af de 239 personer om bord var fra Kina, men flyet lettede fra Malaysia den skæbnesvangre nat for et år siden.
Søndag klokken 08.00 dansk tid ventes transportministeriet i Malaysia at offentliggøre en længe ventet rapport om flyets forsvinden.
Det er uvist, om rapporten indeholder nye informationer om, hvad der skete med Boeing 777'eren og de 239 personer om bord.
- Ingen ord kan beskrive den smerte, som familien til de, der var om bord, går igennem, siger premierminister Najib Razak i en udtalelse.
Han kalder flyet forsvinden "uden fortilfælde".
- Manglen på svar og afgørende beviser - såsom vragdele fra flyet - har gjort det endnu mere svært at kapere, tilføjer han.
Mere end 40 procent af det 60.000 kvadratkilometer store område, som bliver gennemsøgt med moderne teknologi, er blevet skannet for vragdele, men intet med forbindelse til MH370 er dukket op på havets bund.
Malaysias transportminister, Liow Tiong Lai, sagde i et interview med AFP lørdag, at eftersøgningen bliver sendt "tilbage til tegnebrættet", hvis den nuværende eftersøgning ikke bærer frugt.
Mange pårørende har kritiseret den malaysiske regerings håndtering af sagen. Ifølge dem forpassede regeringen flere muligheder for at spore flyets færden i de afgørende timer den nat for ét år siden.
/ritzau/AFP