Mexicos højesteret siger OK til hashrygning
Højesteret i Mexico har fastslået, at det er forfatningsstridigt at forbyde folk at ryge hash.
En lang række lande i særligt Sydamerika bløder op over for brugen af hash.
En lang række lande i særligt Sydamerika bløder op over for brugen af hash. Foto: colourbox.dk/free


Mexicos højesteret har ifølge Reuters med en skelsættende dom støttet fire personers ret til at ryge hash.

Dermed kan de have åbnet døren for, at landet, der har en blodig historie med at bekæmpe narkotikakarteller, vil kunne legalisere stoffet.

Dommen er afsagt i en sag, som begyndte i 2013, hvor en gruppe hashrygere havde fået forbud mod at dyrke hampeplanter til eget forbrug. De ankede sagen, og har altså nu vundet.

Højesteret har med sin afgørelse fastslået, at det er forfatningsstridigt at forbyde folk at ryge det euforiserende stof.

Produktion og salg af cannabis er ulovligt i Mexico. Men i 2009 vedtog landet, at det skulle være lovligt at være i besiddelse af op til fem gram hash, 500 milligram kokain og små mængder af heroin og metamfetamin.

I september tillod den mexicanske regering, der er imod en legalisering af alle former for stoffer, at lade en otteårig pige med epilepsi bruge en medicin baseret på cannabis til at dulme sine symptomer.

Det var første gang, det blev tilladt at bruge medicinsk cannabis i Mexico. Det skete efter en dom, der slog fast, at pigens forældre lovligt måtte importere medicinen.

Mexico er bare en af en lang række lande i Sydamerika, der lemper synet på euforiserende stoffer. Det sker som følge af årtiers blodig og dyr kamp mod stoffer og narkotikakarteller.

Det lille land Uruguay gennemførte i 2013 en lov om at legalisere hash. På samme måde høstede Chile i år sin første omgang lovlig medicinsk cannabis.

Også i Brasilien har højesteret for nylig debatteret afkriminaliseringen af euforiserende stoffer som hash og kokain.

Bolivia tillader også traditionel dyrkelse af kokaplanten, der bruges til at fremstille kokain. I USA har en lang række stater lempet lovgivningen, og Canadas nye premierminister har udtalt sig positivt om at legalisere hash.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.