Mexico: Udlevering af narkobaron til USA kan tage 1-6 år
I sommer flygtede Guzman få uger efter krav om udlevering, og hans advokater vil slås for at forhindre den.
En mexicansk anklager siger, at udleveringsprocessen kan tage fra et til seks år, selv om den mexicanske regering melder sig klar til at efterleve amerikansk ønske om udlevering.
En mexicansk anklager siger, at udleveringsprocessen kan tage fra et til seks år, selv om den mexicanske regering melder sig klar til at efterleve amerikansk ønske om udlevering. Foto: Eduardo Verdugo/AP/AP


En udlevering af den berygtede narkobaron og udbryderkonge Joaquin "El Chapo" Guzman til USA kan ikke ekspederes med et snuptag.

En mexicansk anklager siger til en national radiostation, at processen kan vare fra et til seks år, selv om den mexicanske regering er parat til at efterleve det amerikanske ønske om udlevering.

Guzman havde sidste sommer held til at flygte fra fængslet via en lang tunnel, der førte op til hans celle. Det skete få uger efter USA's krav om udlevering.

Jose Manuel Merino fra den mexicanske anklagemyndighed vurderer, at "det kan tage mindst et år", men det kan også vare op til seks år.

Det afhænger af, hvor insisterende narkobaronens advokater vil være i forsøget på at forhindre en udlevering.

De første skridt i den lange proces blev formelt indledt mandag.

Guzman blev fredag anholdt af mexicanske elitesoldater efter et halvt år på fri fod. Han flygtede fra det topsikrede Altiplano-fængsel i juli.

Han er nu tilbage bag tremmer i det mexicanske fængselsvæsen, hvor han skal sidde, indtil det er besluttet, om han skal udleveres til USA.

En dommer skal nu beslutte, hvorvidt Guzman kan udleveres, hvorefter sagen gives videre til Udenrigsministeriet, der skal give grønt lys.

Anholdelsen og den eventuelle udlevering af "El Chapo" kan forbedre samarbejdet mellem Mexico og USA, hvor der er en udbredt mistanke om, at mange højtstående mexicanere samarbejder med narkokartellerne.

Det er ikke første gang, at 57-årige Guzman, hvis Sinaloa-kartel har smuglet stoffer til det meste af verden, har været på flugt.

I 2001 lykkedes det ham at flygte fra et fængsel ved at gemme sig i en vogn med vasketøj. Men efter 13 år på flugt blev han anholdt i 2014.

/ritzau/AFP

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.