Mette Frederiksen: Vi skal stå på klassiske værdier
Frihed, lighed og solidaritet er de værdier, Socialdemokratiet skal styre efter, siger partiets nye formand.
Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, slår til lyd for de klassiske socialdemokratiske værdier: Frihed, lighed og solidaritet. Hun taler lørdag ved Socialdemokraternes kongres i Aalborg, men er her fotograferet ved anden lejlighed.
Socialdemokraternes formand, Mette Frederiksen, slår til lyd for de klassiske socialdemokratiske værdier: Frihed, lighed og solidaritet. Hun taler lørdag ved Socialdemokraternes kongres i Aalborg, men er her fotograferet ved anden lejlighed. Foto: MADS NISSEN/POLFOTO


Det er de helt klassiske, socialdemokratiske værdier, der skal bære Socialdemokratiet videre. Sådan lyder budskabet fra formand Mette Frederiksen, der lørdag ved partiets kongres i Aalborg afgiver sin første beretning som formand for partiet.

- Frihed, lighed og solidaritet. Det er med de værdier, at vi finder retningen.

- Fuld beskæftigelse. Social retfærdighed. Ansvarlighed og lederskab. Styr på økonomien. Internationalt udsyn og lige muligheder for børn og unge. For alle børn og unge, siger hun til de omkring 900 deltagere ved kongressen.

Den nyvalgte formand mener ikke, at der er behov for at genopfinde partiet, der ellers netop er kommet ud af en fire år lang regeringsperiode, der indebar store kompromiser, blandt andet på dagpengeområdet.

Men Socialdemokratiets værdier er tidløse, mener Mette Frederiksen.

- Mange har bedt os om at genopfinde det socialdemokratiske projekt.

- Vi har forsøgt at skifte navn og logo, lyder det fra formanden. Men kære venner. Vi har kigget det forkerte sted hen. For vi skal ikke være noget andet, end det vi er. Vi skal være det, vi er. Vi skal være socialdemokrater, fastslår hun.

Mette Frederiksen siger, at Socialdemokratiet vil føre en ansvarlig økonomisk politik, der ikke sender regningen videre til næste generation. Det indebærer, at der skal skabes flere private arbejdspladser.

- Vi er vokset ud af en grundlæggende konflikt mellem dem, der ejede fabrikkerne og dem, der sled og slæbte på gulvet. Så enkelt er det ikke længere.

- Mange steder står virksomhedens tillidsrepræsentant og leder hånd i hånd i forsvaret for arbejdspladsen, lyder det.

- Vores værdier har mange år bag sig. Vores løsninger er moderne.

- Socialdemokratiet er ikke tilbage, for vi har aldrig været væk. Socialdemokratiet er præcis der, hvor vores parti altid har været, siger formanden.

Hun varsler desuden, at hendes tid som leder af oppositionen måske bliver lidt "kedeligere, end nogen havde håbet".

- Jeg kommer ikke til som jeres nye formand at hoppe fra tue til tue. Som jeres formand vil jeg ikke prøve at tage de billige point hjem, lover hun.

/ritzau/

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.