Mette Frederiksen får kritik for lønbonus
Mette Frederiksens tætteste kollegaer i Beskæftigelsesministeriet har scoret sig bonusser, som nu får kritik af Rigsrevisionen.
Ifølge en aktindsigt fik den ene af Mette Frederiksens to særlige rådgivere, Martin Rossen, ekstra lønbonus i tre år. Men det er langt fra det eneste, som Rigsrevisionen nu kritiserer.
Ifølge en aktindsigt fik den ene af Mette Frederiksens to særlige rådgivere, Martin Rossen, ekstra lønbonus i tre år. Men det er langt fra det eneste, som Rigsrevisionen nu kritiserer. Foto: JENS DRESLING/POLFOTO


Justitsminister Mette Frederiksens (S) har tilsyneladende været for gavmild over for nære medarbejdere, skriver metroxpress.

Rigsrevisionen kritiserer således, at Frederiksens ministersekretær i Beskæftigelsesministeriet i 2013 fik 300.000 kroner udbetalt for overarbejde - selv om en ministersekretær allerede får 100.000 kroner oven i lønnen for det.

"Rigsrevisionen vurderer, at merarbejdsbetalingen ikke er udtryk for tilstrækkelige skyldige økonomiske hensyn," konkluderer Rigsrevisionen.

Desuden fik de to særlige rådgivere, Martin Rossen og Karen Thure, sidste år henholdsvis 105.000 og 75.000 kroner i ekstravederlag oven i årslønningerne på henholdsvis 849.000 og 740.000 kroner.

Rossen har fået ekstra lønbonus i tre år, viser en aktindsigt, og han er nu fulgt med over i Justitsministeriet.

Professor i statskundskab Bent Greve fra Roskilde Universitet kritiserer bonussen til særlige rådgivere.

- De får allerede en høj løn, fordi de forventes at arbejde over. Man kan forsvare et tillæg ved et EU-topmøde, ellers ikke, siger han til metroxpress.

De eneste to andre ministre, der sidste år gav særlige rådgivere ekstravederlag, var statsministeren og boligministeren.

Dansk Folkepartis gruppeformand, Peter Skaarup, kritiserer ødselheden og lover at "bede en borgerlig regering stramme op".

Departementschef i Beskæftigelsesministeriet, Peter Stensgaard Mørch, oplyser, at ministersekretærer fremover modtager et fast beløb for merarbejde.

- Vi var i gang med at ændre ordningen, da Rigsrevisionen stillede spørgsmål, skriver han til metroxpres.

Mette Frederiksen har ikke ønsket at kommentere sagen over for avisen.

Følg os på Facebook

Så får du nyheder direkte leveret, og kan deltage i debatten på vores artikler.